
To markante filmfestivaler er lige om hjørnet: Venedig Film Festival åbner den 27. august, mens Toronto International Film Festival følger efter den 4. september. Få overblikket over den danske tilstedeværelse her:
Den sidste viking i Venedig og Toronto
'Den sidste viking' er udtaget til både Venedig Film Festival, hvor den vises i det officielle program uden for konkurrence, og Toronto International Film Festival, hvor den vises i sektionen Centrepiece.
Filmen fortæller historien om enspænderen Anker, der løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Ankers bror, Manfred, er den eneste som ved, hvor pengene fra røveriet er. Han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Sammen begiver brødrene sig nu tilbage til deres barndomsland for at finde pengene, men også for at opdage, hvem de selv er.
Hovedrollerne indtages af Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. På rollelisten er også Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Søren Malling, Nicolas Bro og Lars Ranthe.
Sisse Graum Jørgensen og Sidsel Hybschmann har produceret for Zentropa med støtte fra Filminstituttet og blandt andet FilmFyn, Eurimages, Nordisk Film & TV Fond, Svenska Filminstitutet og TV 2.
'Den sidste viking' har dansk biografpremiere 9. oktober 2025 og er en af de tre film, der har chancen for at blive Danmarks kandidat i kapløbet om en nominering i kategorien 'International Feature Film' ved den kommende Oscar-prisuddeling i Los Angeles.

Dansk VR-installation i Venedig
Også på VR-fronten er Danmark repræsenteret i Venedig. Projektet ’Dark Rooms’ er udtaget til Immersive Competition og inviterer publikum ind i fire intime fortællinger om begær, seksualitet og de grænser, vi selv sætter. En sanselig VR-oplevelse, der udfordrer og konfronterer deltageren med egne forestillinger. ’Dark Rooms’ er instrueret af Laurits Flensted Jensen og Mads Damsbo, i co-creation med de medvirkende. Projektet er produceret af Maximillian Mayershofer, Morph Film med støtte fra Filminstituttet.

To danske co-produktioner i Orrizonti
I Venedigs Orizzonti-program er to danske co-produktioner udvalgt:
’Mother’, der er instrueret af Teona Strugar Mitevska, åbner Orizzonti den 27. august. Filmen, der er co-produceret af Maria Møller Christoffersen for Frau Film, fortæller historien om en nonne i 1948, der står over for et livsafgørende valg mellem tro og ambitioner. ’Mother’ distribueres i Danmark af Scanbox.

’Milk Teeth’, instrueret af Mihai Mincan, vises ligeledes i Orizzonti-programmet den 29. august. Filmen er co-produceret af Monica Hellström for Ström Pictures og følger en ung pige, hvis søster forsvinder under mystiske omstændigheder i de sidste dage af Ceaușescus Rumænien. Filmen er også udtaget til Toronto, hvor den vises i sektionen Centrepiece. Angel Films står for distribution i de danske biografer.

Flere danske bidrag i Toronto
Foruden 'Den sidste viking' og ’Milk Teeth’ vises fire danske co-produktioner i Toronto:
- Den islandsk-danske film ’The Love That Remains’, instrueret af Hlynur Pálmason, er udtaget til Centrepiece-sektionen i Toronto. Filmen er produceret af Katrin Pors fra Snowglobe Film og distribueres i Danmark af Scanbox.
- Tarik Salehs svensk-danske politiske thriller ’Eagles of the Republic’, der var udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes, er udtaget til Centrepice-sektionen i Toronto. Filmen er co-produceret af danske Monica Hellström fra Ström Pictures, og SF studios står for den nordiske distribution.
- Joachim Triers stjernespækkede norsk-danske ’Sentimental Value’ vises i sektionen ’Special Presentations’ på TIFF. Sisse Graum har co-produceret for Zentropa og Camera Film står for distribution i danske biografer.
- Annemarie Jacirs ’Palestine 36’ vises på TIFFs ’Gala’-sektion den 5. september. Filmen foregår på et tidspunkt, hvor Palæstina var under britisk mandatområde, og udforsker optakten til, samt begivenhederne under, det palæstinensisk-arabiske oprør fra 1936 til 1939.
’Palestine 36’ er co-produceret af Katrin Pors for Snowglobe Film og distribueres i Danmark af Camera Film. Palæstina har udvalgt filmen som deres Oscar-bidrag. Læs mere i Screen Dailys artikel.