Tre danske børnefilm udtaget til international hovedkonkurrence på Cinekid

FESTIVAL. Hele tre danske børnefilm er udtaget til hovedkonkurrencen på en af Europas største filmfestivaler for børn og unge, Cinekid. Festivalen finder sted i Amsterdam fra den 11. til 26. oktober 2025 – og her skal ’Mira’, ’Honey’ og ’Lotte & Totte’ dyste om prisen i kategorien ’Best Children Competition’.

Udtagelsen understreger, at Danmark lige nu står stærkt på den internationale scene, når det gælder film til børn og unge. De tre titler favner bredt – fra de helt små biografgængere, der oplever filmens magi for første gang, til de unge teenagere, der spejler sig i historier om identitet og selvstændighed.

Direktør for Filminstituttet, Tine Fischer, siger:

”At samle og fastholde børn og unge omkring stærke, identitetsskabende danske fortællinger er den allervigtigste dagsorden, vi står med lige nu. At tre danske børnefilm er udtaget til hovedkonkurrencen på en af Europas vigtigste filmfestivaler viser, at vores stærke indhold vækker genklang hos et internationalt publikum, og det kan vi være seriøst stolte af.”

Samtidig er der mere på vej. Allerede dette efterår får de danske biografer premiere på fire nye film til børn og unge – alle med ambitionen om at tale direkte ind i deres virkelighed, udfordre deres blik og styrke deres stemme.

De tre film i hovedkonkurrencen har endnu en ting til fælles: De bygger alle på populære danske børnebøger, hvilket understreger den stærke tradition for at lade litteratur og film gå hånd i hånd i dansk børnekultur.

Mira

Debuterende instruktør Marie Limkilde har filmatiseret den populære danske børnebogsserie om pigen Mira.

Filmen handler om venskab, forelskelse, jalousi og alt det, der hører med til at være barn og teenager – med udgangspunkt i 12-årige Mira, hvis ene veninde, Naja, får en ny smart veninde. Fast besluttet på at genvinde Najas venskab, sætter Mira alt ind på at blive optaget i pigernes eksklusive "kærlighedsklub" – en klub, hvor man kun kan være med, hvis man har prøvet at være forelsket. Men hvad gør man, når man aldrig har været forelsket og bare ikke kan finde ud af at blive det, uanset hvor meget man prøver?

Manuskriptet er skrevet af Ida Åkerstrøm Knudsen baseret på 'Mira'-bøgerne, der er skrevet af Sabine Lemire og illustreret af Rasmus Bregnhøi. 'Mira' er produceret af Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen for Toolbox Film med støtte fra Filminstituttet, DR og FilmFyn.

’Mira’ får dansk biografpremiere 11. december 2025.

Honey

Instruktør Natasha Arthy står bag filmen om 13-årige Honey, der er genert, lyver om sig selv og sin kaotiske familie og har i det hele taget svært ved at vise, hvem hun er i sin nye klasse. Hun er vild med at spille musik – og er rigtig god – det er der bare ingen, der ved. Allerhelst vil Honey bare gerne have en plads i Liams band Fuld Smadder, så da hun finder ud af at hendes døde, musikglade morfar Marcel måske slet ikke er død, beslutter hun sig for at finde ham. Måske er han lige præcis dét, hun har brug for, så hun kan lære at stå op for sig selv.

’Honey’ er produceret af Maria Stevnbak Westergren for Toolbox Film med støtte fra Filminstituttet.

Filmen har solgt 77.000 billetter i danske biografer og har allerede høstet stor international anerkendelse og vandt blandt andet prisen for bedste børnefilm og publikumsprisen ved den internationale Jeugdfilm Festival i Antwerpen, samt prisen for 'Best European Film for Children' ved BUFF filmfestival i Malmö. Selma Sol Dali Pape, som spiller hovedrollen i 'Honey', vandt prisen Nordic Star ved BUFF filmfestival. Senest vandt ’Honey’ prisen Starlight Award ved koreanske Busan International Filmfestival for børn og unge, samt prisen for bedste børnefilm ’Gryphon Award’ ved Italiens største børnefilmfestival Giffoni International Film Festival.

Historien er baseret på romanen ’Hest, hest, tiger, tiger’ skrevet af Mette Eike Neerlin.

Lotte & Totte

’Lotte & Totte: Min første ven’ er en animationsfilm skrevet og instrueret af Mia Fridthjof, baseret på de populære børnebøger, elsket af generationer i mere end 50 år og målrettet de alleryngste biografgængere.

Lottes verden forandres for altid, da familien flytter langt væk fra alt det hun kender. Ensomheden truer, indtil hun møder den energiske nabodreng Totte. Men da en af deres fantasifulde lege går for vidt, bliver de mega uvenner. Lotte indser, at Totte er hendes første rigtige ven og vil gøre alt for at genvinde venskabet, før det er for sent.

Filmen er produceret af Ronnie Fridthjof for SF Studios med støtte fra blandt andet Filminstituttet, DR, FilmFyn og Den vestdanske filmpulje og er set af mere end 53.000 i de danske biografer.

Cinekid

Festivalen med centrum i Amsterdam, er en af verdens største børnefilm festivaler med hovedfokus på målgruppen 4 – 14 årige. Festivalen har omkring 60.000 årlige besøgende og har udover selve festival delen et stort branchemarked ’Cinekid for Professionals’, der tiltrækker over 400 akkrediterede branchefolk fra omkring 40 lande, hvert år i oktober, når festivalen afholdes.

I forbindelse med festivalen uddeles ’Cinekid Lion Jury Award’ samt ’Cinekid Lion Audience Award’ til den bedste spillefilm. I år konkurrerer tre danske film om netop disse priser, ’Mira’, ’Lotte & Totte’, samt ’Honey’.