100 års filmbilleder på Louisiana

Louisiana åbner den 13. oktober udstillingen "Stjerneskud - 100 års filmbilleder" med mere end 500 filmstills fra en perlerække af film.

Udstillingens besøgende guides gennem nogle af filmhistoriens stærkeste billeder. Mød bl.a. Harry Lime, Ninotchka, Mrs. Robinson, Dirty Harry, Travis Bickle og Annie Hall, og gense de mest skræmmende, romantiske, hjertegribende, spændende, interessante og afgørende øjeblikke i filmene.

Det Danske Filminstituts Billed- & Plakatarkiv råder over en af verdens fineste samlinger af filmstills med omkring 2,3 millioner billeder. Udstillingen "Stjerneskud - 100 års filmbilleder" er arrangeret i samarbejde med Billed- & Plakatarkivet.

Det Danske Filminstitut udgiver samtidigt en 2007 kalender med 52 filmstills. Kalenderen kan fra den 13. oktober erhverves for 149 kr. i Cinematekets Film- & Boghandel, Vognmagergade 8B, København: www.shop.dfi.dk

Cinemateket præsenterer i anledning af udstillingen serien "The Star System" med en stribe stjernebesatte filmklassikere, der viser The Star System, som det udfoldede sig i årene 1930-60. Fra 'Samfundets fjende' (1931), der etablerede Jean Harlow som hårdkogt sex-symbol, til 'Hajen' (1961), hvor Paul Newman spiller på alle tangenter som "angry young man". Læs mere på Cinematekets website om The Star System.

Adgang 80 kr. til udstillingen, som fortsætter frem til 25. februar. Medlemmer af Cinemateket kan ved forevisning af gyldigt medlemskort købe entrébillet til udstillingen for 65 kr.

For yderligere information:

www.louisiana.dk