2000 et godt biografår

13.03.2001
2000 var et godt
biografår. Det fremgår af Danmarks Statistiks årsopgørelse over
biografbesøg, som netop er offentliggjort. Med et samlet resultat på 10,7
mio. biografbesøg var året lidt bedre end gennemsnittet for de fem
foregående år (1995-99), men dog 225.000 besøg ringere end succesåret
1999.
De danske film
klarede sig flot med 2,05 mio. solgte billetter trods et skuffende
førstehalvår, hvor dansk film kun solgte 465.000 billetter. I forhold til
1999, hvor billetsalget til de danske film var rekordhøjt med 3,0 mio., er
der tale om et stort fald, men ellers er resultatet flot: De sidste ti år
er det kun sket tre gange, at dansk film har solgt over 2 mio.
billetter.
På top tyve-listen
for 2000 indgår seks danske film. 'Hjælp! Jeg er en fisk' og 'Blinkende
Lygter' indtager 5. og 6. pladsen, 'Dancer in the Dark' og 'Slip hestene
løs' 12. og 13. pladsen, og 'Her i nærheden' og 'Italiensk for begyndere'
16. og 17. pladsen. 'Italiensk for begyndere' indgår endda kun med 170.000
billetter, fordi filmen først havde premiere den 8. december.
'Italiensk for
begyndere' er på nuværende tidspunkt (pr. 11. marts) nået op på i alt
743.000 besøgende. Sammen med 'Blinkende Lygter', der siden nytår har
trukket yderligere 130.000 i biografen, 'Bænken' og 2001-filmene 'The King
is Alive', 'Prop & Berta', 'Ørkenens juvel' og 'Flyvende farmor', er
'Italiensk for begyndere' med til at give en flot dansk start på 2001,
hvor der allerede er solgt mere end 1,1 mio. billetter til danske
film.
Top tyve
2000 og tallene for perioden 1980-2000 findes på http://www.dfi.dk/sitemod/moduler/index.asp?pid=4680
(Tallene for 2001 stammer
fra de danske udlejere.)