27 filmfestivaler støttet

FESTIVALSTØTTE. Det Danske Filminstitut støtter hvert år en lang række danske filmfestivaler. I år indtil nu har 27 festivaler modtaget støtte; festivaler med stor variation i fokus og tematik. 

Naturfilm i Rold Skov, animationsfilm i Viborg eller jazzfilm i København. De danske filmfestivaler, der har fået støtte fra Det Danske Filminstitut i første halvår af 2016, spænder over forskellige genrer som kortfilm, dokumentar og spillefilm med så forskellige omdrejningspunkter som naturfilm, LGBTQ, mode, jazz, samt tyske, catalanske, afrikanske, kurdiske og islandske film.  

Listen over støttede festivaler indeholder de store som CPH:DOX, CPH PIX og BUSTER og den netop overståede Odense International Film Festival, men på listen findes også en lang række mindre festivaler, som eksempelvis Viborg Animations Festival, Copenhagen Jazz Film Festival, og Rold Skov Naturfilm Festival.  

Om støtte -ordningen

Det Danske Filminstitut yder støtte til danske filmfestivaler og filmvisningsaktiviteter.

Støtten ydes til etablering og afholdelse af filmfestivaler og filmvisningsaktiviteter, som afholdes i Danmark.

Formålet med støtteordningen er at sikre udviklingen af en levende film- og festivalkultur, der repræsenterer kulturel og kunstnerisk diversitet i hele landet.

Vilkårene for støttetildelingen er ændrede per 1. juli 2016, således at den sædvanlige ansøgningsfrist 1. februar er afskaffet og der nu er løbende ansøgning året igennem.

Læs mere om støtteordningen.

25 % af støttemidlerne er forbeholdt arrangementer rettet mod børn og unge, som blandt andet Aarhusianske Film i Skoven, BUSTER og Salaam Filmfestival, der rejser rundt til danske kulturhuse med fokus på kulturel mangfoldighed gennem film fra hele verden og tilhørende oplæg.

Støtteordningen skal sikre en levende film- og festivalkultur, der repræsenterer kulturel og kunstnerisk diversitet i hele landet.

Det Danske Filminstitut har hvert år mulighed for at støtte danske filmfestivaler med 7 mio. kr. Der er i år indtil nu uddelt på 6,8 mio. kr.

Festivalkort