5 Guldbagger til Maria Larsson

Billede til artiklen 5 Guldbagger til Maria Larsson
Jan Troells dansk/svenske "Maria Larssons evige øjeblik" blev den store vinder ved de svenske Guldbagge-uddelinger. Fem priser blev det til. Producer Thomas Stenderup modtog prisen for bedste film.

Jesper Christensen modtog prisen for bedste birolle for sin rolle som fotografen Sebastian Pedersen i filmen. Jan Troell kan tilsyneladende noget særligt med sine skuespillere. Hele tre skuespillerpriser blev det til. Bedste kvindelige hovedrolle gik til Maria Heiskanen og bedste mandlige hovedrolle til Mikael Persbrandt. Matti Bye fik desuden prisen for bedste musik.

"Maria Larssons evige øjeblik" er indstillet til Oscar-nominering for bedste ikke-amerikanske film. Nomineringerne offentliggøres den 22. januar, præcis en måned før Oscar-festen den 22. februar.

Aftenens anden store vinder var "Lad den rette komme ind", der også modtog fem priser - bl.a. for bedste instruktion, bedste manuskript og bedste foto. Filmen vandt publikumsprisen ved NatFilm-festivalen sidste år, og den kan ligesom "Maria Larssons evige øjeblik" ses i de danske biografer for tiden.

Der var også en pris til Simon Stahos "Himlens hjerte". Her vandt Maria Lundqvist bedste kvindelige birolle.

Guldbagger til "Maria Larssons evige øjeblik"

  • Bedste film Producent Thomas Stenderup, Final Cut Film Production
  • Bedste kvindelige hovedrolle Maria Heiskanen for rollen som Maria Larsso
  • Bedste mandlige hovedrolle Mikael Persbrandt for rollen som Sigfrid Larsso
  • Bedste mandlige birolle Jesper Christensen for rollen som Sebastian Pedersen
  • Bedste musik Matti Bye

.
Interview med Jesper Christensen fra SVT 1