6 animationsinstruktører og deres afgangsfilm

AFGANGSFILM. Seks nye animationsinstruktører viste deres afgangsfilm fra Filmskolen for et stort publikum fredag den 10. juni. Her er de seks instruktører og deres film.

"Jytte" af Morten Zachariassen

 I kolonihaveforeningen Dannevang bor Jytte og hendes naboer; den naive Jacob og den paranoide Hr. Schlect. Alt ånder fred og idyl, indtil Jytte modtager flygtningen Claus med pakkepost. Jytte føler sig splittet mellem Jacob, der mener, at Claus sagtens kan bo i Jyttes redskabsskur, og Hr. Schlect, der er sikker på, at Claus er selvmordsbomber. Jytte begynder at få mistanke om, at Claus måske ikke har rent durum-mel i posen, og ender med at søge hjælp fra yderst uventet kant. Producer / Daniel Mühlendorph

Manuskript  / Nikolaj Feifer
Tonemester / Stefan Garfield Holm
Fotograf / Carl August Jansson
 

"My Plastic Menagerie" af Touraj Khosravi

my_plastic_menagerie_450

Gudernes Rige er befolket af dukker. Der er mænd, og der er kvinder, og der er stramme regler for, hvordan de må danne par. Tortur og straf rammer dem, der ikke følger reglerne, men alligevel er der lyserøde dukker imellem mændene, som foretrækker at være sammen med andre mænd. At undslippe Guds vrede blik kræver både visdom og mod, og de lyserøde dukker må kæmpe sammen, hvis de skal opnå et liv med kærlighed og fred.

Manuskript / Touraj Khosravi
Tonemester /Toke Gelardi Rønsholdt
Komponist /Mathias Madsen Munch
 

"ZTRIWER" af Amalie Næsby

ZTRIPES_450

Zebraen Zøren er den sejeste danser på Savannen – en stribet John Travolta. Men den bagende sol kalder på en kølig dukkert, og da Zøren ikke vasker sort og hvidt sammen, smider han striberne ved bredden og springer på hovedet i det lille vandhul. Han er knapt nået tilbage til overfladen, da han ser, at striberne er væk. Stjålet! Hvordan kan han nu vende tilbage til flokken? Er han overhovedet en zebra, når han ikke har nogen striber?

Producer / Niclas Caroc Warner
Manuskript / Amalie Næsby, Kasper Skovsbøl, Simon Weil
Tonemester / Jonas R. Kirkegaard
 

"A Day with Dad" af Mads Guldborg Bøge

Far er en presset mand. Som aleneforælder til en hyperaktiv, destruktiv og altædende lille knægt, har han sit eneste afbræk i hverdagen, når ungen er afleveret i skole. Derfor lurer sammenbruddet også lige rundt om hjørnet, da en snestorm en dag tvinger far til at tage knægten med på arbejde – et arbejde som sikkerhedsansvarlig på den lokale atommissil-silo.

Producer / Zire Schucany
Manuskript / Thomas Porsager, Mads Guldborg Bøge
Tonemester / Mathias Dehn Middelhart
Komponister / Johan Carøe, Astrid Lund Østrup
 

"I familie" af Ida Andreasen

Faderen Erik, datteren Silje og sønnen William er i familie. Både Silje og hendes far kæmper med voldsomme temperamenter. Når de bliver vrede, vokser deres hoveder sig store og røde. Lillebror William forsøger at hjælpe, og Erik tror han har fundet løsningen til at holde styr på sit temperament, men han ved ikke, hvad han skal stille op med Silje, og er for konfliktsky til at tage problemet op. Det skaber en skæv dynamik i familien, og en dag ramler det hele.

Producer / Nanna Nyboe Tabor
Manuskript / Julie Budtz Sørensen, Ida Andreasen
Tonemester / Catrine le Dous
 

"Dagny" af Peter Lopes Andersson

Da Dagny tager en bid af de hellige æbler, vækker hun Thors vrede. Det lykkes Dagny at flygte ud i skoven, hvor hun bliver venner med en af de frygtede jætter. Men da Thor truer med at lade Dagnys far tage hendes straf, bliver hun nødt til at vende tilbage til landsbyen og stå ansigt til ansigt med den mægtige tordengud.

Producer / Karen Kristensen
Manuskript / Christian Bengtson
Tonemestre /Rune Kristiansen, Toke Gelardi Rønsholdt
Klip / Louis Seeberg