6 danske dokumentarfilm udtaget til IDFA

IDFA 2022. Med to danske film i hovedkonkurrence sætter dansk dokumentar igen i år sit tydelige aftryk på verdens vigtigste dokumentarfestival, der åbner dørene for publikum den 9. november. Få overblikket over den danske deltagelse.

Dokumentarfilm fra hele verden vil fra den 9. til 20. november indtage Amsterdam. På årets udgave af IDFA – International Documentary Filmfestival Amsterdam – deltager seks danske film på tværs festivalens sektioner. To er i hovedkonkurrence for lange dokumentarfilm og én for korte dokumentarfilm. To film er i Best of Fest-programmet og én i Masters-programmet. Derudover er tre unge danske filmskabere inviteret til at deltage i IDFA Academy – et intensivt træningsprogram under festivalen – og to danskere er i festivalens juryer.

IDFA 2022

IDFA står for International Documentary Film Festival Amsterdam. Festivalen har kørt siden 1988 og regnes for verdens største for dokumentarfilm.

Festivalen løber i år fra 9. til 20. november. Se mere på idfa.nl.

Dansk film har over årene været stærkt repræsenteret på IDFA. Se oversigt.

I festivalens hovedkonkurrence får Lea Globs 'Apolonia, Apolonia' og Jon Bang Carlsens 'Dreaming Arizona' verdenspremiere. 'Apolonia, Apolonia' er en coming-of-age historie, der laver et eksistentielt dyk ned i en ung kvindes tanker om seksualitet, kunst, idealisme og kærlighed. Filmen er optaget over en periode på 13 år. Filmen er produceret af Sidsel Lønvig Siersted for Danish Documentary Production.

Jon Bang Carlsen er en af dansk dokumentarfilms grand-old-men, der har instrueret mere end 40 dokumentarfilm. Hans seneste er 'Dreaming Arizona', der udspiller sig i en landsby langs Route 66, hvor fem teenagere opfører deres egne liv – fortid, nutid og fremtid. Filmen er produceret af Heidi Elise Christensen og Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real.

IDFA's internationale konkurrence for kortfilm rummer Jakob Pagel Andersens 'Wild Wounded Animals', som handler om livet som forælder, og hvordan et barn vækker frygten for at miste og ændrer ens forhold til døden. Filmen er produceret af Jesper Jack for House of Real.

Festivalen høster også nogle af årets dokumentar-højdepunkter fra andre festivaler som Cannes, Berlin, Venedig, Sundance og CPH:DOX, som præsenteres i Best of Fest-programmet.

Både Simon Lereng Wilmonts 'A House Made of Splinters' og Guy Davidis 'Innocence' er udtaget til Best of Fest-programmet. Begge film handler om børn nær væbnede konflikter. 'A House Made of Splinters' følger livet på et børnehjem ved fronten i Ukraine. Børnene er blevet forladt og søger tilflugt her, indtil myndighederne afgør deres skæbne. Monica Hellström har produceret for Final Cut for Real. Filmen havde premiere på Sundance Film Festival i begyndelsen af 2022.

'Innocence' fortæller historien om unge israelske piger og drenge, som forsøgte at undgå værnepligt. Deres historie er aldrig fortalt, fordi de mistede livet for egen hånd, mens de gjorde tjeneste. Sigrid Jonsson Dyekjær har produceret for Danish Documentary Production. Filmen havde verdenspremiere på Venedig-festivalen i sensommeren.

Både Jørgen Leth og Andreas Koefoed er veteraner på IDFA, og de er inviteret til Masters-programmet med deres fælles 'Music for Black Pigeons', der søger svar på, hvad vil det sige at være et menneske, der gennem et helt liv har udtrykt sig gennem musik. Med i filmen er nogle af vor tids mest indflydelsesrige jazzmusikere som Bill Frisell, Lee Konitz og Midori Takada. Filmen er produceret af Emile Hertling Péronard for Ánorâk Film Denmark.

Kontakt

Anne Marie Kürstein
Festivalkonsulent, dokumentar
Tlf. +45 4041 4697
kurstein@dfi.dk

IDFAcademy

IDFA er vært for IDFAcademy, hvor unge filmskabere får mulighed for at møde et bredt udvalg af internationalt anerkendte branchefolk, der vil dele ud af deres viden. I år er instruktør Emil Nørgaard Munk og producerne Kasper Lykke Schultz og Signe Skov Thomsen inviteret til at deltage.

Festivalkatalog

Danske jurymedlemmer

Rasmus Steen, der er chef for dokumentarfilm for International Media Support (IMS) i København, sidder i juryen for programmet Best First Feature, mens Niklas Engstrøm, der er kunstnerisk leder af CPH:DOX, er i juryen for Beeld & Geluid IDFA ReFrame Award, der gives for bedste brug af arkivmateriale.