6 gode råd om at pitche

pitching. Brug et billedrigt sprog, hav mod til at være personlig og vær opmærksom på din modtagers reaktioner. Det var nogle af de tip, den canadiske pitching-ekspert Jan Miller gav ved et seminar på Filminstituttet om, hvordan man leverer en effektiv, mundtlig præsentation af sit projekt på filmmarkeder og festivaler.

"Indled med dit stærkeste kort. Har du en sensationel historie, ingen kender til endnu? Er dit projekt baseret på en bestseller? Er der store talenter med på dit hold?"

Hvad er en pitch?

En kortfattet præsentation, som nogen giver af et produkt eller et projekt med henblik på salg, samarbejde, ansættelse el.lign. (Kilde: Den Danske Ordbog)

Sådan lød det fra den canadiske pitching-ekspert Jan Miller, da hun besøgte Filminstituttet den 1. oktober og holdt oplæg for en stor gruppe danske filmfolk om, hvordan man laver en fængende pitch. Hendes eget stærkeste kort i den forbindelse må være hendes 25 års erfaring med at præsentere film på den internationale filmarena samt de priser og den internationale anerkendelse, hun har vundet for sine internationale workshops om pitching.

Vi bringer her Jan Millers centrale pointer fra seminaret om, hvordan man som producer, instruktør eller forfatter opnår størst effekt, når man præsenterer sit projekt på fx finansieringsfora eller filmfestivaler.

Ekspertens seks gode råd

Jan Miller fokuserede på seks gode råd om den mundtlige pitch:

1. Pitching er en samtale
Vær bevidst om, hvem du taler med, og skab en god forbindelse. Lav research på din modtagers baggrund. Er der områder, hvor I har et fælles fokus? Hvis den, du pitcher til, bliver interesseret i dig, bliver han/hun også interesseret i dit projekt. Omvendt er det sjældent, man vil arbejde sammen med en person, man ikke er interesseret i eller har sympati for. 

2. Pitching er at skabe billeder
Brug et billedrigt sprog, når du fortæller om dit projekt. Modtageren skal se filmen for sit indre blik og have klare billeder af karakterer, situationer og stemninger. Du kender dit projekt ud og ind, men husk, at den, du taler med, hører om det for første gang.

3. Pitching er storytelling
Ingen kan modstå en god historie, så det er vigtigt, at din pitch er velfortalt. Pitchen er den korte version af hele filmen og skal rumme både begyndelse, midte og slutning. Modtageren skal efterlades med samme følelse, som publikum har efter at have set filmen. Hvis filmen overrasker, skal pitchen overraske. 

4. Pitching er at turde løbe en risiko
Ofte skjuler filmskabere sig bag deres projekt. Vov at træde frem og være personlig. Hvorfor har du valgt at fortælle lige netop denne historie? Hvad er på spil for dig i forhold til fx filmens tema? Forfatter, instruktør og producer kan have forskellige grunde til at gå ind i et projekt, så det er vigtigt, at du tidligt i samtalen nævner, hvilken rolle du har i projektet.

Jan Miller

Jan Miller har bl.a. været med til at starte den første filmskole i Canada, National Screen Institute og hun har stået i front for Local Heroes International Screen Festival og Canadas internationale koproduktionsmarked Strategic Partners.

I 2009 var Jan Miller med til at starte Trans Atlantic Partners, som er et internationalt anerkendt koproduktionsprogram, Filminstituttet samarbejder med. 

5. Pitching er at lytte
Meget tit kommer den, der pitcher, til at tale for meget. Sørg for, at din pitch varer højst fem minutter. Vær opmærksom på modtagerens reaktion. Hold inde, hvis den du taler med virker forvirret eller ser ud til at kede sig. Gå i dialog med modtageren. Svar på det, personen spørger om, og ikke på det, du ville ønske, personen spurgte om. Og giv korte svar.

6. Pitching er at øve sig på sit næste pitch
Når man pitcher, kan det føles altafgørende. Betragt det i stedet som en proces: Tag noter efter hver pitch. Hvad kan du gøre bedre næste gang, du pitcher? Skal du ændre i strukturen eller indholdet? Var der noget, modtageren reagerede positivt på? Måske skal det have mere fokus i din næste pitch. 

Brug tid på synopsen

Ifølge Jan Miller skal en god pitch indeholde følgende elementer (og ikke nødvendigvis i denne rækkefølge):

  • Projektets titel
  • Din baggrund og rolle i projektet
  • Genre (dokumentar/ fiktion og evt. mere specifik genre)
  • Kort synopsis (75-80 ord)
  • Lang synopsis (2-3 afsnit, 450-500 ord)

Jan Miller understreger, at det er vigtigt at lægge tid og energi i at gøre sine synopser gode. I arbejdet med synopserne anbefaler hun at fokusere på tre spørgsmål, der er forbundet: Hvilket tema arbejder jeg med? Hvilke elementer i historien illustrerer bedst temaet? Og hvilke sproglige billeder illustrerer bedst historien? 

Tags: