"Adams Æbler" indstillet til Oscar-nominering

Anders Thomas Jensens spillefilm "Adams Æbler" bliver den danske deltager i kapløbet om Oscar-nomineringen i kategorien "Best Foreign Language Film" (bedste ikke-engelsksprogede film), efter at en branchekomité bestående af repræsentanter for den danske filmbranche og Det Danske Filminstitut har besluttet at indstille filmen til Oscar-nomineringen i 2006.
"Adams Æbler" er produceret af M&M Productions. Filmen er set af over 350.000 i Danmark og har været vist på en række internationale festivaler, senest på Toronto International Film Festival i Canada. Filmen er tillige udtaget til den prestigefyldte Sundance-festival i USA i starten af 2006.
"Adams Æbler" er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen, som tidligere har vundet en Oscar for kortfilmen "Valgaften" i 1999 og desuden har været nomineret med kortfilmene "Ernst & Lyset" i 1997 og "Wolfgang" i 1998. Alle tre kortfilm er produceret af M&M Productions.
Anders Thomas Jensen har også været manuskriptforfatter på en række danske film, blandt andet "Mifunes sidste sang" (1999), "The King is Alive" (2001), "Elsker dig for evigt" (2002) og "De grønne slagtere" (2003), som Anders Thomas Jensen også instruerede.
Hver nation kan indstille én film til Oscar-nominering i kategorien "Best Foreign Language Film". Filmene vurderes derefter af en komité fra Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der endeligt nominerer de fem bedste film. Nomineringerne offentliggøres i slutningen af januar 2006, og selve Oscar-kåringen finder sted i slutningen af februar 2006.
Danmark har tidligere vundet Oscars i kategorien "Best Foreign Language Film" med Gabriels Axels "Babettes gæstebud" i 1988 og Bille Augusts "Pelle Erobreren" i 1989. Afgørelsen om den danske indstilling til Oscar-nomineringen i 2006 er truffet af en branchekomité bestående af filminstruktør Linda Wendel (udpeget af Danske Instruktører), filmproducent Per Holst (udpeget af Producentforeningen), filmkritiker Morten Piil samt Jørgen Ramskov, områdedirektør for Produktion og Udvikling (Det Danske Filminstitut), Anders Geertsen, områdedirektør for Distribution og Formidling (Det Danske Filminstitut) og administrerende direktør Henning Camre (Det Danske Filminstitut). Yderligere oplysninger om Oscars (Academy Awards): www.oscars.org"Adams Æbler" fact sheet: www.dfi.dk/dfi/english/featurefilms/16143.htm
Det Danske FilminstitutHenning Camre, 3374 3501, camre@dfi.dkAnders Geertsen, 3374 3550, andersg@dfi.dk