Ændring: danske Oscar-datoer

NYE DATOER. I et år mærket af corona er ingenting helt, som det plejer – heller ikke Oscar-prisuddelingen. Vi bringer et overblik over milepælene for det kommende kapløb om nomineringer og priser. OBS: Datoerne for de danske udmeldinger er opdateret.

Udgivet 26. august. Opdateret med nye datoer 7. oktober.

I juni annoncerede Academy of Motion Picture Arts and Science, eller Det Amerikanske Filmakademi, at det næste Oscar-show er udsat til 25. april 2021. Datoen for den 93. prisuddeling var oprindeligt 28. februar, men som så mange andre internationale filmbegivenheder har også verdens mest prominente prisfest ændret planer i kølvandet på corona-pandemien.

Den danske Oscar-kandidat i kategorien International Feature Film bliver typisk udpeget i september ud fra en liste på tre film, som indstillingskomitéen på forhånd har peget på.

Den procedure fortsætter i år, men parallelt med ændringerne udmeldt fra Los Angeles er datoerne for den danske del af udskillelsesløbet også rykket. 

Få overblik over de vigtigste milepæle på vej til Oscar-showet 2021:

NY DATO: 19. oktober kl. 10-12 / Tre danske film forhåndsudpeges
Den danske Oscar-komité med repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet mødes for at pege på tre film, der har chancen for at blive Danmarks kandidat i kapløbet om en nominering i kategorien International Feature Film.

NY DATO: 18. november eftermiddag / Den danske Oscar-kandidat udpeges
Den danske Oscar-komité mødes for at vælge den film, der skal være Danmarks bidrag til Oscar-kapløbet i kategorien International Feature Film. Deadline for indmelding til Det Amerikanske Filmakademi er 1. december (tidligere 1. oktober).

9. februar 2021 / Shortliste med ti film offentliggøres
Det Amerikanske Filmakademi annoncerer alle shortlister, herunder også i den internationale kategori, hvor feltet snævres ind til en liste med ti film, der har chancen for at blive en af de fem nominerede titler.

15. marts 2021 / Nomineringer offentliggøres
Alle Oscar-nomineringer udmeldes, inklusive de fem film i kategorien International Feature Film.

25. april 2021 / 93. Academy Awards Show
Oscar-prisuddelingen afholdes i Dolby Theatre i Los Angeles.

Premiereperiode forlænget

Det Amerikanske Filmkademis regler for, hvornår en film skal have haft national biografpremiere for at være valgbar i kategorien International Feature Film, er forlænget med tre ekstra måneder. Den samlede premiereperiode går dermed fra 1. oktober 2019 til 31. december 2020.

Den danske Oscar-komité

Den danske Oscar-komité, der indstiller Danmarks kandidat i kategorien International Feature Film, består af:

Formand Claus Ladegaard fra Det Danske Filminstitut, Noemi Ferrer fra Producentforeningen, Ali Abbasi fra Danske Filminstruktører, Mette Heeno fra Danske Dramatikere, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Nanna Frank Rasmussen fra Danske Filmkritikere, Søren Søndergaard fra Danske Biografer og Filminstituttets afdelingschef for Fiktion, Marianne Moritzen.

Kontakt

Lizette Gram Mygind
Festivalkonsulent, spillefilm
Tlf. +45 2482 3758
lizetteg@dfi.dk

Tags: