Afgangsinstruktør Annika Berg

FILMSKOLEN. Mød de nyuddannede spillefilminstruktører, der taler om afgangsfilm, erfaringer fra Filmskolen og deres forventninger til fremtiden. Et ud af seks portrætter af årgangen.

Inden Filmskolen

Jeg gik på Station Next i Avedøre og lavede derefter kortfilm, mens jeg søgte på filmskole. Jeg hjalp til på små produktioner som kortfilm, Super16-film osv.

Din afgangsfilm

Min afgangsfilm "Sia" handler om eksistensen som en evig cyklus af liv og død. Man bliver født, så lever man, så dør man, så komposterer ens legeme, og pludselig er kroppens bestanddele nedbrudt og indgår i nye sammenhænge. Det lyder måske højtravende, men i virkeligheden er det meget jordnært. 

Årgang 1115

Den Danske Filmskoles afgang 2015 er skudt i gang.

Trailers fra årgangens afgangsfilm kan ses på Filmskolens Facebook.

Fra torsdag den 12. juni kan du se alle afgangsfilmene på filmskolens hjemmeside.

Fakta

Den Danske Filmskole udbyder 4-årige uddannelser.

Hvert andet år optages seks elever på hver faglinje.

I den hårde optagelsesproces skal ansøgerne demonstrere, at de både har talent for at udtrykke sig filmisk og for at indgå i et kreativt samarbejde. I alt går der ca. 100 elever på Filmskolens grunduddannelser.

Inspiration til filmen

Jeg har altid været meget optaget af døden og aldring. Da jeg skulle til at skrive min afgangsfilm, tænkte jeg konstant på det. Derfor blev jeg nødt til at lave en film om det for at komme til bunds i det. Det, som inspirerer mig, er altså – i første omgang – altid en eller anden form for sten i skoen.

I anden omgang er det maleri, mode, film, litteratur, natur, YouTube og dem, jeg laver film med.

I forhold til "Sia" hentede jeg meget inspiration fra bogen "The Waves" af Virginia Woolf, Georgia O'Keeffe's billeder og den legendariske moderedaktør Diana Vreeland – hendes persona og blik på verden.

I researchperioden brugte jeg meget tid på at besøge kvinder i 90'erne. Både tilfældige kvinder på plejehjem og kunstnere, som jeg beundrer. Jeg mødtes bl.a. med komponisten Else Marie Pade og danserinden Nini Theilade. Alle disse kvinders stemmer, oplevelser og liv har inspireret mig meget. Mange enkelte detaljer i filmen kommer direkte fra de historier, de har fortalt mig.

Sidst men ikke mindst var jeg også meget inspireret af gamle, kvindelige supermodeller, som stadig giver den gas. Jeg havde faktisk bare lyst til at se gamle, smukke, flamboyante kvinder på det store lærred … for det synes jeg, der er for lidt af.

Din stil

Jeg prøver altid at udvikle en ny stil, når jeg går i gang med en ny film. Det irriterer mig faktisk lidt, når jeg får at vide: "Det er en rigtig Annika film". Generelt er jeg tilbøjelig til de meget ekspressive udtryk, både hvad angår billede, lyd, musik, tempo osv.

Inden jeg begyndte på skolen, lavede jeg næsten kun sort/hvid film, men de sidste fem år, er der virkelig blevet skruet op for farverne. Jeg er grænsende til besat af dem, og de måder de påvirker hinanden.

På Filmskolen

Lærte jeg, at man får 1000 gange mere ud af de mennesker, man arbejder sammen med, hvis man giver dem en vision og en retning frem for en banal instruktion i, hvordan en given opgave skal løses.

Fremtiden

Jeg vil gerne lave nogle smukke film med nogle smukke mennesker. Det er faktisk – i alt sin enkelthed – bare det.

Trailer

Instruktør: Annika Berg
Producer: Caroline Eybye
Foto: Louise McLaughlin
Klip: Sofie Marie Kristensen
Lyd: Thomas Arent