Afgangsinstruktør Aske Bang

FILMSKOLEN. Mød de nyuddannede spillefilminstruktører, der taler om afgangsfilm, erfaringer fra Filmskolen og deres forventninger til fremtiden. Et ud af seks portrætter af årgangen.

Inden Filmskolen

Min far er manuskriptforfatter, min lillebror skuespiller og min onkel filmjournalist, så der er altid blevet talt film derhjemme. Fra jeg var 14 startede jeg på ungdomsfilmskolen Station Next i Advedøre, deltog i video-marathon fire år i træk og blev tre gange nomineret blandt de 20 bedste.

Jeg fik en hovedrolle i Hella Joofs tv-serie "Album", da jeg var 18, og har siden spillet med i blandt andet "Borgen", "Lærkevej" og "Den som dræber" og instrueret mange kortfilm og musikvideoer blandt andet "Dværgen & Luderen" og "Ladyboy", som jeg lavede på Filmværkstedet og vandt Ekko Shortlist Awards' Fiktionspris med.

Årgang 1115

Den Danske Filmskoles afgang 2015 er skudt i gang.

Trailers fra årgangens afgangsfilm kan ses på Filmskolens Facebook.

Fra torsdag den 12. juni kan du se alle afgangsfilmene på filmskolens hjemmeside.

Fakta

Den Danske Filmskole udbyder 4-årige uddannelser.

Hvert andet år optages seks elever på hver faglinje.

I den hårde optagelsesproces skal ansøgerne demonstrere, at de både har talent for at udtrykke sig filmisk og for at indgå i et kreativt samarbejde. I alt går der ca. 100 elever på Filmskolens grunduddannelser.

Din afgangsfilm

Thai-kvinden Lucy er på flugt fra et bordel og tvinger sig ind i Tommys lejlighed, hvor hun insisterer på at blive boende. Da Tommy konfronteres med Lucys hårde skæbne, åbner han sig langsomt for livets skrøbelige nuancer og den store kærlighed.

Inspiration til filmen

Jeg forelskede mig i Naja Maria Aidts novelle, som filmen er baseret på. Jeg kunne se, at den har de elementer, jeg leder efter. En historie fuld af skæv og kantet humor med en antihelt, der ender som en slags helt. Den anden hovedperson Lucy, som er prostitueret, er også et af den slags mennesker, som jeg har lyst til at give liv på film. Mennesker der lever i udkanterne af vores liv, og som ofte bliver set ned på. Jeg vil gerne vise dem som mennesker og fortælle, at de inderst inde er ligesom alle os andre. På en måde giver jeg de udstødte et talerør og en slags sympati i mine film – noget de ikke så ofte oplever i det virkelige liv.

Din stil

Jeg går meget op i præcision og timing. Det er vigtigt, at historien kommer ud, som jeg har tænkt mig den. Scenerne skal udtrykke helt bestemte ting, uanset om det er humor, spænding eller sorg. Jeg arbejder meget bevidst med følelser i mine film. I min afgangsfilm har jeg desuden arbejdet med dolly for at få en mere flydende og æstetisk oplevelse. På en måde søger jeg en slags grimhedens æstetik. Jeg prøver at forvandle det grimme til noget smukt både ved hjælp af kameraet, men især ved den måde, jeg fortæller historien på. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om karakteren og langsomt tvinge tilskueren til at have empati med mine hovedpersoner.

På Filmskolen

Lærte jeg om Modstand. Den modstand, som jeg har mødt på Filmskolen over for mit særlige filmsprog, har lært mig at kæmpe for det, som jeg tror på. Det er hårdt, men har været vigtigt for mig.

Fremtiden

Jeg skal lave spillefilm med Zentropa. Det er planlagt. Det er mit største ønske at debutere med en film, som jeg kan stå 100 procent inde for, samtidig med at jeg viser hensyn til publikum og underholder dem i de 90 minutter, filmen varer, så de føler, at de har fået noget for pengene. Filmen skal samtidig være dynamisk og måske en lille smule nyskabende – det skal være en film, der er udtryk for det, som jeg personligt opfatter som filmkunst. Høj kvalitet, tematisk interessant, en god historie – og publikum må for alt i verden ikke kede sig.

Trailer

Instruktør: Aske Bang
Producer: Rikke Lassen
Foto: Sebastian Danneborn
Klip: Sofie Marie Kristensen & Esben Bay Grundsøe 
Lyd: Sigrid DPA Jensen & Hans Christian Arnt Torp