Afhængig af kærlighed

INTERVIEW. Fra Woody Allen'sk efterårsromantik i Central Park til gråt forfald på en mølædt sofa i Buffalo. I sin premiereaktuelle dokumentarfilm "Love Addict" bruger instruktør Pernille Rose Grønkjær visuelle stemningsskift for at understrege sine personers vidt forskellige historier. Filmen har premiere 6. april på DOXBIO.

"Se! Der er vi sammen!". Elizas lader fingerspidserne glide kærtegnende henover den hjemmelavede collage af hende og Christopher, som hun har klistret ind i sin scrapbog side om side med gamle kvitteringer og billeder taget på lang afstand. Han er i jakkesæt. Hun er i hvid kjole. Hun elsker ham. Han aner knap nok, at hun eksisterer.

Eliza er en af de skæbner, vi møder i dokumentarfilminstruktør Pernille Rose Grønkjærs nye film "Love Addict". Den følger en række personer, der alle er afhængige af kærlighed, ligesom andre er afhængige af guldøl og eller kokain. Fælles for dem alle er, at de er forelskede i forelskelsen i en sådan grad, at kærligheden er blevet til et egocentrisk projekt, der mest af alt handler om at få fyldt et sort hul indeni, ikke om reelle følelser over for det menneske, de har castet i rollen som "the one".

"Jeg har tænkt meget over, at filmen skulle have forskellige lag i sig rent visuelt, og det var vigtigt for mig, at de forskellige personer fik hver deres fortælleform"

Vi starter på en bænk i Central Park sammen med Tracey og George, et ekskærestepar fra Manhattans kreative klasse.

Fakta

"Love Addict" har premiere på DOXBIO den 6. april 2011 i 40 biografer landet over.

"De første otte måneder var som en drøm. I mine øjne var han perfekt", fortæller Tracey, mens kameraet glider over idylliske parkkroge og par, der går hånd i hånd, mens de gule efterårsblade daler ned over dem."

"Men så voksede mine forventninger, og han kunne ikke følge med. Jeg kan huske, hvordan det føltes at vente på hans opkald, besættelsen inde i mit hoved," fortsætter hun, og som seer tænker man "Det kender jeg godt." For hvem har ikke prøvet at ringe en gang for meget til en, der ikke føler det samme?

Fra New Yorker-romantik til skælvende videodagbog

Stemningen ændrer sig, da kameraet atter retter sig mod Eliza. Fra Woody Allen’sk New Yorker-romantik til en skælvende videodagbog så intim, at uhyggen kryber frem. Det markante stemningsskift mellem personerne er helt bevidst, fortæller Pernille Rose Grønkjær. Forud for optagelserne lavede hun et visuelt koncept for filmen sammen med scenograf Niels Sejer og fotograf Adam Philp.

"Jeg har tænkt meget over, at filmen skulle have forskellige lag i sig rent visuelt, og det var vigtigt for mig, at de forskellige personer fik hver deres fortælleform. Parret i parken ligger jo ret tæt op ad noget, vi alle sammen kender. Den historie kan vi identificere os med. Derfor går vi ind i den med en masse referencer til kærlighedsfilm," fortæller hun og fortsætter:

"Med Eliza er det helt anderledes. Hendes fortælling er en yderpol – et eksempel på, hvordan det ser ud, når fantasien tager overhånd. Hver gang jeg talte med hende, fik jeg en masse associationer til 'The Blair Witch Project'. Hun er i sig selv en dirrende person med nogle ret intense vampyrøjne, så det intime, helt private, der ligger i at lave en videodagbog, passer perfekt til hendes fortælling."

En knugen i maven

Jennifer fra Buffalo eksperimenterer i sin hunger efter at blive elsket med gruppesex med flere forskellige mænd uden egentlig at have lyst, fordi det er det tætteste, hun kommer på kærlighed. I hendes fortælling bruger Pernille Rose Grønkjær også det visuelle til at understrege det forfald, som er så kendetegnende for Jennifers liv.

"Hun sidder i en gammel, mølædt sofa ved siden af en skæv lampe i en lejlighed, der i den grad emmer af det forfald, der er ved hendes historie. Alt er forfaldent i hendes liv. Der er ikke mere tilbage."

Også musikken bidrager til at fortælle de medvirkendes mere og mere ekstreme historier. Fra de muntre toner, der ledsager parret i Central Park til de længselsfulde violiner, som spiller, mens vi hører om de svigt, der prægede for eksempel Elizas barndom.

"Fra start har jeg snakket meget med klipper Pernille Bech Christensen og producer Sigrid Dyekjær om, hvordan vi kunne få folk til at identificere sig med filmen og blive berørt af den. Det skulle ikke bare være en kulørt historie. Så vi har prøvet at lave en udvikling i filmen, som går fra identifikation til forfald. Jo længere man når ned i historien, jo større bliver det alvorlige twist – og det er blandt andet musikkens fortjeneste. Eddie Simonsen, som har lavet lyd, har tilføjet en uro. Det giver en knugen i maven. Også hos mig," fortæller Pernille Rose Grønkjær.

"Bare det nu går godt for dem!"

Hun fandt sin historie og sine personer, da hun for et par år siden rejste rundt i New York med sin prisvindende dokumentar "The Monestery". En dag stødte hun på lidelsen "love addiction" på en hjemmeside for et behandlingscenter i Arizona.

"I starten tænkte jeg 'Arh, kærlighed skal man da ikke behandle'. Men da jeg begyndte at læse om det, kunne jeg se, at der var noget i det," fortæller Pernille Rose Grønkjær. Så opsøgte hun Sex and Love Addicts Anonymous, der i stil med for eksempel Anonyme Alkoholikere har et 12-trins program for folk, der lider af kærlighedsmisbrug. Eller fantasiafhængighed, som Pernille Rose Grønkjær kalder det.

"I virkeligheden har det intet at gøre med kærlighed. Kærlighed er jo et møde mellem to mennesker. Det er det her ikke. Det er envejskommunikation.

Love addiction er et tabuiseret emne, og i starten var det vanskeligt for Pernille Rose Grønkjær at finde personer til filmen. Men efterhånden lykkedes det at samle en gruppe mennesker, som på trods af, at de stod midt i det, samtidig har indsigt nok til at se, at der er noget galt i deres liv

"Det blev i høj grad et samarbejde mellem mig og dem, for de var jo skide nervøse over at skulle fortælle deres historie. Der er noget smertefuldt i at stille sig op og indrømme, at man ikke kan finde ud af det med relationer," siger Pernille Rose Grønkjær og tilføjer:

"Som regel søger man konflikterne, når man laver film. 'Hvad kan der mon ske her, for at vi kan få lidt drama?'. Sådan havde jeg det slet ikke denne gang. Der tænkte jeg hele tiden 'Bare det nu går godt for dem!'"

"Love Addict" er produceret af Danish Documentary ved Sigrid Dyekjær med støtte fra Det Danske Filminstitut og TV2. Filmen har premiere i 40 biografer landet over den 6. april 2011.

Pernille-Rose-Groekjaer