Agent 007 - de danske forbindelser

NY BOG. Jacob Wendt Jensen går i "Agent 007 – de danske forbindelser" bag om den berømte agent, der kan fejre sit 50-års jubilæum den 5. oktober. Bogen udkommer i dag og byder på en dansk vinkel på stoffet.

Hans navn er Bond – James Bond. Gennem et halvt århundrede har han begejstret biografgængere verden over, at hans Martini skal være "shaken, not stirred", og han ses ofte med en Bond-babe på sidelinjen og alverdens skurke i hælene, mens han redder verden gang på gang. Især i de senere år har de danske forbindelser stået stærkt i Bond-universet, og det er dem, filmanmelder Jacob Wendt Jensen fokuserer på i sin nye bog "Agent 007 – de danske forbindelser", der udkommer i anledning af agentens 50-års jubilæum.

I bogen fortæller bl.a. Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og Jesper Christensen, hvordan det er at være en del af virakken, der følger med rollen i en Bond-film. Jacob Wendt besøger Danmarks største Bond-entusiast og det danske visual effects-firma Ghost. Film- og Bond-kendere som Palle Schantz Lauridsen og Jakob Stegelmann fortæller om, hvorfor agenten stadig er interessant og giver deres bud på godt og skidt fra Bond-universet.

Andre nye filmbøger

Helle-Virkner-web2 
Foto: Gyldendal

"Helle Virkner" af Anne-Sofie Storm Wesche. Forlaget Gyldendal

nina-van-pallandt-web 
Foto: People's Press

"Nina van Pallandt. Hellere tro på det gode en gang for meget" af Jacob Wendt Jensen. People's Press

"Agent 007 – de danske forbindelser" er både et opslagsværk og et oplæg til diskussion. Den giver desuden indblik i en række af de mindre afdækkede beretninger. For hvilken forbindelse har Nina van Pallandt fra duoen Nina og Frederik f.eks. til den verdensberømte agent?

Jacob Wendt Jensen er journalist og bachelor i Film- og Medievidenskab og filmanmelder på Berlingske. Tidligere har han været medforfatter på bøgerne Filmquiz 2 og Tv-Quiz. Desuden står han bag biografier om Ove Sprogøe og senest Nina van Pallandt.

"Agent 007 – de danske forbindelser" udkommer den 5. oktober på Byens Forlag. Udgivelsesdagen er samtidig 50-årsdagen for premieren på den første Bond-film, "Dr. No", fra 1962.

Bogen kan bl.a. købes i Cinematekets Film- & Boghandel.

Tags: Ny bog