Må en hvid dansker lave en dokumentar om aboriginere i Australien? Det spørgsmål er instruktør Jannik Splidsboel til sin egen overraskelse blevet mødt massivt med i forbindelse med arbejdet med at få hans nye film 'Drømme fra ødemarken' ud på internationale festivaler.
Filmen, der har dansk premiere på DRK og DRTV den 11. december, foregår i små aborigine samfund i The Kimberley i det vestlige Australien. Vi følger tre generationer i lokalsamfundet, der på hver deres måde balancerer mellem at holde deres kulturelle traditioner i live, tackle fortidens og nutidens dæmoner i form af blandt andet misbrug og undertrykkelse og skabe en lysere fremtid.
Hvorfor ville du gerne lave en dokumentar om den aborigine kultur?
"Jeg har i mange år ønsket at få lov til at lave en film om et oprindeligt folkefærd. Jeg tror, mange tænker på aboriginere, indfødte grønlændere og andre indfødte folkefærd som nogle, der engang blev undertrykt, men det bliver de faktisk stadigvæk. Jeg har længe tænkt, at man kunne drage paralleller til det, der sker i vores verden i dag, blandt andet mod kurderne og palæstinenserne. I Danmark taler vi også om at sende mennesker ud på en ø.
Jeg var også nysgerrig efter at finde ud af, hvordan aboriginerne lever i dag, og hvad de slås med. Helt tilfældigt mødte jeg til en middag i Rom en australsk mand, der havde arbejdet som psykolog i området og er en fjerdedel aborigin. Efter et års betænkningstid besluttede han sig til, at han gerne ville tage mig med til The Kimberley, og sådan fik jeg adgang."
Hvordan blev du så mødt af de lokale?
"De var rimelig fjendtlige, indtil de fandt ud af, at jeg ikke kom fra Australien, og at min agenda ikke var at lede efter negative historier. Langsomt begyndte nogle af dem at tø op. Jeg spurgte folk, om de havde lyst til at være med, og hvilken historie de i så fald havde lyst til at fortælle. Jeg sagde til dem, at det her også var deres film, og at jeg ikke kunne lave den uden dem.
Jeg brugte fra starten min nysgerrighed som et greb i filmen og har fx scener med, hvor jeg stiller spørgsmål, og hvor de henvender sig til mig, fordi jeg gerne ville gøre det evident, at jeg ikke er en af dem."
Debatten er for unuanceret
Hvad tænker du i forhold til at være en hvid dansk mand, der kommer udefra og fortæller aboriginernes historie?
"Jeg er faktisk blevet en smule forbløffet over, at filmen gik fra at være udtaget til en af de fineneste dokumentarfestivaler, Visions du Reels, til langt færre festivaler, end vi havde forventet. Nogle festivaler har meldt klart ud, at de har en politik om kun at vælge film om oprindelige folk fra instruktører, der selv tilhører en oprindelig kultur.
Det synes jeg jo er en god idé, hvis det kan lade sig gøre. Men i forhold til, hvad jeg har set – ikke kun i Australien, men andre steder i verden – er der ikke meget, der tyder på, at den type små samfund har ressourcer til at lave film om sig selv.
Jeg savner debatten om, hvem der så skal fortælle de historier. Hvis eksempelvis alle danske instruktører holder op med at rejse ud og fortælle de historier, som vi altid har kunnet, fordi vi er privilegerede, hvem vil så fortælle dem? Hvor er blikket udefra? Jeg synes jo, at vi har udnyttet vores privilegier til noget brugbart. Måske skal historierne fortælles af nogle andre på et andet tidspunkt, eller måske skal vi begynde at fortælle dem sammen med lokale instruktører. Men det kommer til at tage noget tid, før alle kan fortælle historier på lige fod.
Jeg forsøgte faktisk at tilknytte en lokal som medinstruktør, men måtte stoppe samarbejdet, da han faldt dybt ned i et misbrug. Han var den eneste i det samfund, der havde erfaring med film.
Jeg synes også, det er en svær diskussion, for hvor går grænsen? Jeg er i gang med en film om en kvindelig japansk pianist, og må jeg så heller ikke lave den, når jeg hverken er kvinde, japaner eller pianist?"
Men kan du forstå kritikken af, at der kommer vestlige kunstnere ind og kapitaliserer på minoriteters lidelseshistorier?
"Jeg forstår godt kritikken, men jeg synes ikke, det er så sort-hvidt. Jeg synes, jeg har skabt en fin, vigtig og anderledes film, der undersøger status quo i det område sammen med mine medvirkende. Jeg oplevede, at de var glade for at få lov til at tale ud, vise en del af deres kultur og få en stemme gennem mig. Jeg synes, det er synd, hvis alle hvide stemmer bliver slukket på grund af en politisk korrekthed, der viser sig som en boomerang, fordi alternativet er, at vigtige historier ikke bliver fortalt.
Jeg ville ønske, at festivalerne havde inviteret mig sammen med hovedpersonerne, taget debatten og spurgt dem, hvorfor de sagde ja til at lade mig komme og filme i en kultur, som er nærmest hermetisk lukket.
Et samfund i limbo
Hvorfor synes du, det er vigtigt at skildre livet for den befolkningsgruppe?
"Det er vigtigt, at folk ved, hvad der foregår andre steder i verden. Og at man får et nuanceret indblik i, hvad det vil sige at være aborigin, leve i krig eller med et af de milliarder problemer i verden, som vi dokumentarister tager ud og afslører og fortæller om.
Jeg vil vove at påstå, at aboriginerne stadig er et undertrykt folkefærd, selvom de fik stemmeret i 1967. Derfor synes jeg, det er en vigtig film. Men hvis de havde sagt til mig, at de ikke havde lyst til at lave en film med mig, var jeg rejst tilbage. Når det ikke var den melding, jeg fik, er jeg nødt til at tro på, at de selv synes, filmen er vigtig.
Hvad fandt du frem til om aboriginernes liv anno 2019?
"Jeg oplever en kultur, som er i et limbo. De hverken kan eller vil gå tilbage til deres oprindelige kultur, men de vil gerne kunne leve med, hvad de synes er en værdig del af den kultur, som deres liv er rundet af. Samtidig oplevede jeg også, at der ikke er særligt meget plads til dem i det australske samfund."