Amerikansk bestseller-forfatter giver arkivmateriale til DFI

INTERVIEW. Den amerikanske forfatter og teolog Donald Spoto – bedst kendt for sine biografier om Hollywoods største stjerner og instruktører – overdrager sin unikke og omfattende samling af arkivalier til Det Danske Filminstitut. Læs interview med Spoto og se billeder fra samlingen.

I 2007 tilbød Donald Spoto sit omfattende researchmateriale og en unik samling af filmstills til Det Danske Filminstitut, som han anser for et af de fineste arkiver i verden. Og nu, den 15. december kl. 21.00, overdrager han det hele officielt.

Donald Spotos samling indeholder offentlige og private arkivalier – stillbilleder, breve, interviews, bøger, artikler, personlige dokumenter m.v. – om nogle af verdens største filmpersonligheder: Alfred Hitchcock, Preston Sturges, Laurence Olivier, Marlene Dietrich, Marilyn Monroe, Elizabeth Taylor, James Dean, Ingrid Bergman, Audrey Hepburn og Stanley Kramer. Alt sammen befinder sig nu i klimakontrollerede omgivelser og er efter en gennemgribende registrering og ompakning klar til brug for offentligheden.

Som optakt til den officielle overdragelse har vi scannet en række dokumenter og billeder fra samlingen, som kan ses her. Og så har Madeleine Schlawitz, daglig leder af DFIs Billed- & Plakatarkiv, talt med Donald Spoto om samlingen, overdragelsen og hans arbejde med stjernerne – læs interviewet nederst.