Amerikanske komedie-priser til Klovn

PRIS. Den amerikanske filmfestival, Austin Fantastic Fest, gav prisen for Bedste komedie til "Klovn – The Movie", mens publikum jublede.

Når der præsenteres film på Austin Fantastic Fest i Texas, USA's største og mest profilerede genrefilmfestival, er engagementet 100 % i top. Det var her von Triers "Antichrist" for to år siden animerede deltagerne til at bryde ud i en tumult af "Chaos reigns"-råbekor, mens personer i ræve-lignende kostumer væltede rundt blandt publikum.

I år satte endnu en dansk film gang i råbekorene, da Mikkel Nørgaards "Klovn – The Movie" med Casper Christensen og Frank Hvam mandag den 26. september vandt festivalens pris for Bedste Komedie. De to hoverolleindehavere vandt også prisen for Bedste Komedie-manuskript.

En begejstret John Ary fra Ain't It Cool News video-anmeldte lige efter festivalvisningen og sagde blandt andet: "Meget, meget sjov; den sjoveste film jeg har set i år. Jeg skreg af grin hele vejen. Jeg håber, der kommer en forsættelse. Der er masser af uventede drejninger – man ved aldrig, hvilken vej det går – og det fører til fantastiske sjove og pinlige øjeblikke. Jeg kan ikke anbefale den nok." Klovn anmeldes fra Fantastic Fest 2011

"Klovn" vandt allerede i juli hovedprisen, Cheval Noir, på en af Nordamerikas andre store genrefestivaler, Fantasia International Film Festival i Montreal.

Austin Fantastic Fest (22.-29.september)

Klovn anmeldes fra Fantastic Fest 2011

(Ain't It Cool News)

Tags: