Årets PIX-priser går til...

CPH PIX. Vinderne af årets CPH PIX-priser er Alistair Banks Griffin, Saverio Costanzo og Gaute Storaas. Griffins "Two Gates of Sleep" og Costanzos "The Solitude of Prime Numbers" får ekstravisninger i dag og i morgen.

Den debuterende amerikanske instruktør Alistair Banks Griffin er vinderen af CPH PIX's hovedpris New Talent PIX 2011. Prisen uddeles hvert år af en international jury til den instruktør, der vurderes at have den største filmiske fremtid. Årets jury bestod af Jackie Raynal, Benjamin Heisenberg og Marianne Slot. Med prisen følger 30.000 euro, som skal hjælpe det nye talent på vej mod sin næste film.

"Med enighed ser juryen vinderfilmen "Two Gates of Sleep" som smukt filmet og med en usædvanlig præcis billedlig komposition. Instruktøren har et skarpt blik for at iscenesætte atmosfærer, steder og mennesker - og soundtracket underbygger stemningerne på effektiv vis", udtalte juryen sig om vinderen. "Filmen skaber en stærk spirituel oplevelse, som vi værdsætter meget. Den vindende instruktøren har vist os mange kvaliteter og vi glæder os til hans kommende film."

"Two Gates of Sleep" kan ses i Empire Bio onsdag den 4. maj kl. 20.

Politikens Publikumpris

Saverio Costanzos "The Solitude of Prime Numbers", hvor Isabella Rossellini spiller en dominerende mor, blev publikums favorit og vinderen af årets Politikens Publikumspris. Udover æren modtager vinderen 100.000 kr. i lanceringsstøtte, hvis formål er at hjælpe filmen at opnå en regulær biografdistribution i Danmark.

"The Solitude of Prime Numbers" kan ses i Gloria tirsdag den 3. maj kl. 21.30.

Nordic Film Composers Award

For første gang var CPH PIX vært for uddelingen af Nordic Film Composers Award, som gik til norske Gaute Storaas for hans musik til Lise Osvolls tegnefilm "Elias og Jakten på Havets Gull". Prisen blev uddelt af en international jury, bestående af Jocelyn Pook, Michael Nyman, og Luis Ivars, og følges af en sum på 10.000 euro. Bag prisen står Nordic Film Composers' Network.

www.cphpix.dk

Tags: CPH PIX 2011