Argentina retter blikket mod dansk dokumentar

UDVIKLING. Det argentinske filminstitut ønsker at professionalisere landets dokumentarbranche. I den forbindelse har filmkonsulent Anders Riis-Hansen bidraget med dansk ekspertise.

Den danske dokumentarbranche klarer sig så flot internationalt med priser og massiv deltagelse på de vigtigste festivaler, at det ikke længere kun er film og filmskabere, der inviteres ud i verden. I Argentina vil de nu lære af vores institutioner, og i den forbindelse har filmkonsulent Anders Riis-Hansen været i det store sydamerikanske land for at hjælpe med at professionalisere deres dokumentarbranche.

De vil gerne lære af vore erfaringer, fordi vi laver film, der både appellerer til publikum, festivaler og tv – Anders Riis-Hansen

Hvorfor tager Det Argentinske Filminstitut (INCAA) fat i en dansk filmkonsulent?

I Argentina har de store ambitioner på filmens vegne, efter succes inden for fiktion er turen nu nået til dokumentgenren, og de er ved at professionalisere deres branche. De har bemærket, hvordan dansk dokumentar har udviklet sig og været en international succes de seneste 10-15 år. De har bemærket, hvordan et meget lille land har markeret sig, og de vil gerne lære af vore erfaringer, fordi vi laver film, der både appellerer til publikum, festivaler og tv, hvilket er en stor styrke. Samtidig er danske film med til udvikle filmsproget, så vi ikke går kreativt i stå.

Hvad bestod din opgave af?

Jeg er blevet bedt om at være en del af et ekspertpanel, der skal kvalificerer den argentinske dokumentarfilm. For at nå bredt ud havde INCAA startet en slags kuvøse-program, incubadora på spansk, hvor jeg sammen med tre fagfolk (Annabelle Aramburu fra Peru, Barisone Luciano fra Italien og Walter Tiepelmann fra Argentina) skulle være med til at udvælge de bedste projekter og få dem til at udvikle sig, så de kan blive til stærke dokumentarfilm. INCAA havde lavet et call, hvor næsten 100 projekter blev tilmeldt. Af dem udvalgte vi 48 projekter. Vi er nu nået frem til 24 projekter, som skal igennem næste udviklingsfase

Hvad er næste skridt for projekterne?

Til november skal de 24 projekter præsenteres på den store Mar del Plata filmfestival, som er en kontinentets vigtigste. Her bliver de ti bedste projekter udvalgt. De vil få produktionsstøtte, og sammen skal vi lave en køreplan for yderligere finansieringen for de enkelte film.

Hvordan blev du involveret i projektet?

Normalt er det midler fra Danida eller vestlige NGO'er, der dækker udgifterne, når man arbejder i den tredje verden, men her er det argentinerne, der tog initiativet og betalte for rejsen. Annabelle Aramburu var blevet involveret i projektet og talte med Noemi Ferrer Schwenk, leder af den internationale afdeling på DFI, om hun kunne pege på nogle i Danmark, der kunne indgå i projektet. Hun sendte stafetten videre til mig, da jeg passede den profil, de efterlyste. Jeg har selv lavet dokumentarfilm, jeg har været i chefredaktionen på DR 1, hvor jeg har sat en masse projekter i gang, og så har jeg boet og arbejdet i Latinamerika ad flere omgange. Og så er jeg i min rolle som filmkonsulent også vant til at være med i udviklingen af fortællinger.

Har du taget noget med hjem til den danske dokumentarbranche?

Den danske branche er i forvejen dybt professionel. De ved alle, hvordan man laver en god pitch, og hvordan man skal præsentere sit projekt i en teaser, når man skal søge international finansiering, så vores tilgang er ikke ny for dem. På dokumentarområdet gør Mexico, Columbia og Argentina kæmpe fremskridt for tiden med enormt stærke fortællinger fra Latinamerika. Man får nye perspektiver og udvikler hele tiden sit blik på fortællinger, når man er ude, og det tager jeg med på arbejde. Desuden undersøger den internationale filmfestival i Buenos Aires mulighederne for at have et dansk fokus næste år, men lad os nu lige se, hvad det bliver til.

Anders_Riis_Hansen_200px