Århushistorier på ny festival

Kan man erstatte et manuskript med en sang, og hvor meget film kan der komme ud af en bunke flipkameraer? Med rygsækken fuld af spørgsmål til gængse måder at lave film på skydes den splinternye festival Filmlab Aarhus i gang mandag den 30. august med et tredages program under Århus Festuge.

Århus Festuge er blæst i gang. Sensommerens store kunst- og kulturfestival fylder de kommende ti dage den jyske hovedstad med dans, teater, udstillinger, koncerter, gadegøgl – og nu også film med den nyudklækkede festival Filmlab Aarhus, der har sat spørgsmålet om filmproduktion i centrum: Kan vi finde nye, gode og anderledes historier, hvis vi producerer på en anden måde?

Nye filmopskrifter

Festivalen, der er et samarbejde mellem Århus Festuge og CPH:DOX, viser film over tre dage – film der alle afprøver utraditionelle filmopskrifter. For eksempel har fem instruktører i serien Århushistorier hver optaget en film ud fra deres personlige fortolkning af fem sangskriveres sange, og dokumentaren "Fortællinger fra periferien" viser resultatet af en gruppe Gellerup-unges egne optagelser fra deres liv og færden.

Desuden har festivalen premiere på en række film under serien DOX:LAB, der er frugten af et eksperiment iværksat under sidste års CPH:DOX, hvor 12 nordiske instruktører blev sat sammen med 12 kolleger fra en række udviklingslande.  

Inferno af premierefilm

"Med Filmlab Aarhus leder vi efter de historier, der endnu ikke er blevet fortalt," fortæller festivalleder Jens Folmer Jepsen. "Vi håber at finde dem, hvis vi udfordrer måden at producere på. Det handler uundgåeligt om finansiering, men også om at afprøve nye manuskripttyper, ændre på instruktørens rolle og kort og godt gøre alt muligt, der sikkert er behæftet med fejl og mangler." Men, som Folmer Jepsen håber, der kan give nogle enestående oplevelser.

"Festivalen adskiller sig fra andre danske festivaler ved at være konsekvent, når det handler om produktionen og tilgangen til det at lave film. Og så er de fleste film produceret til festivalen. Der er derfor tale om et inferno af premierefilm," siger Folmer Jepsen om de 21 titler på programmet.

Filmlab Aarbus er et samarbejde mellem Århus Festuge og CPH:DOX og støttet af Den Vestdanske Filmpulje og Det Danske Filminstitut. Filmene i DOX:LAB-serien vises også i Cinemateket i september, hold øje på cinemateket.dk.

Begivenhed: Filmlab Aarhus, se program
Tid: 30. august – 1. september
Sted: Øst for Paradis
Billetsalg: paradisbio.dk og tlf. 8619 3122