Au Pair i Dokumania

DOKUMENTAR. Gennem tre filippinske kvinder kan man opleve en for de fleste danskere ukendt verden. "Au Pair" giver et unikt indblik i livet som au pair-pige i dagens Danmark.

DR2 viser Nicole Horanyis og Heidi Kim Andersens "Au Pair" kl. 21.30 i Dokumania den 15. november.

"Au Pair" følger tre unge filippinske kvinder, der forlader Filippinerne til fordel for et job som au pair-pige i Danmark. Dansktjente penge har en altafgørende betydning for Mattet, Theresa og Roselie, der hver især drømmer om en bedre tilværelse for sig selv og deres nærmeste.

I løbet af de sidste ti år er antallet af au pair-piger i Danmark tidoblet. De Filippinske au pair-piger kommer oftest til Danmark i en periode på 18 måneder, hvor de i princippet skal opnåindsigt i dansk kultur. I stedet bruger de deres visum på at arbejde og dermed forsørge deres familier hjemme i Filippinerne.

"Au Pair" kan også købes på DVD i Cinematekets Boghandel og Informations netshop for 119 kroner. Senere i november vil den være tilgængelig på bibliotekerne.

Filmen er produceret af Helle Faber for Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut. 

Foruden "Au Pair" viser DR2 også dokumentaren om stjernekokken Rasmus Kofoed. Med en perfektionisme ud over det sædvanlige stræber han efter at vinde det individuelle verdensmesterskab for kokke i finere gourmet-kogekunst. Dokumania viser "Verdens bedste kok" kl. 20.45.

"Verdens bedste kok" og "Au Pair"
DR2
15. november kl. 20.45 og kl. 21.30