Berlin - Dag 5 - Shooting Stars & Max mega minus Pinlig

Billede til artiklen Berlin - Dag 5 - Shooting Stars & Max mega minus Pinlig

På Berlinalens 5. dag blev Cyron Melville præsenteret som Shooting Star, mens det unge publikum tog godt imod Lotte Svendsens "Max Pinlig". Frederikke Lett reporterer for FILMupdate fra Berlin.

Shooting Stars
På Berlinalens 5. dag var der mulighed for presse og fotografer til at stifte et nærmere bekendtskab med årets 10 glooming og Shooting Stars. Glade og kun en anelse beklemte så de ud, mens de venligt poserede for fotograferne. For femte år i træk var der en dansker repræsenteret i rækken: 24-årige Cyron Melville (blandt andet kendt fra "Fighter"), og i år kan vi endda tillade os at prale af en indirekte bonus shooting star: Carey Mulligan som spiller hovedrollen i Lone Scherfigs Sundance prisbelønnede "An Education", som også vises på festivalen - dog uden for konkurrence.

Billede til artiklen Berlin - Dag 5 - Shooting Stars & Max mega minus Pinlig

Cyron Melville

Det er European Film Promotion, der står for den årlige udnævnelse af de 10 up-and-coming talenter til Shooting Star. Udnævnelsen har eksisteret siden 1997, og med enkelte år som undtagelse har danskerne været solidt præsenteret igennem tiderne: Lars Simonsen (1998), Iben Hjejle (1999), Thure Lindhardt (2000), Ann Eleonora Jørgensen (2001), Maria Würgler Rich (2002), Nikolaj Lie Kaas, (2005), Beate Bille (2006), David Dencick (2007) og Stine Fischer-Christensen (2008).

Formålet med prisen, som er lige så tung som en Oscar og forestiller den menneskelige robot Maria fra "Metropolis" af Fritz Lang, er at bringe opmærksomhed på europæisk film på kryds og tværs af landegrænserne - og så selvfølgelig på nye, spændende og uopdagede talenter.

De 10 unge mennesker svarede pligtskyldigt på - sådan som pressekonferencer som oftest udspiller sig - en blanding af seriøse, sjove og pudsige spørgsmål. Og således fandt vi ud af, at Cyron Melville og flere af de andre meget godt kunne tænke sig at arbejde sammen med David Lynch.

"Hvis jeg kunne, ville jeg skrue tiden tilbage og arbejde sammen med Stanley Kubrick" - fortalte Cyron Melville til den grinende presse.

På spørgsmålet, om hvilken figur de unge talenter drømmer om at få lov til at portrættere, svarede flertallet indenfor fantasi genren, mens Cyron Melville fortalte:

"Jeg har en fascination for det lidende menneske. I den nyeste film jeg medvirker i er min figur Daniel et sådant menneske. Han er pianist, har lige mistet sin far, som har begået selvmord, og forelsker sig i en pige, hvor følelserne kommer til at fylde voldsomt, fordi han oplever kærlighed og jalousi - en kærlighed, han aldrig har fået som barn og en ubearbejdet sorg, der sidder i ham."

Og hvem ved - måske sad David Lynch i salen og fik øje på den rødhårede dreng til et nyt filmprojekt, som Stephan Frears år tidligere fik øje på den blonde Iben Hjejle til sin "High Fidelity".

Max mega minus Pinlig
Børnene var uforbeholdent vilde med "Max Pinlig", og der blev klappet længe, da scenen blev indtaget af holdet bag filmen: Lotte Svendsen, Per Holst, Mette Horn og Samuel Heller-Seifert.

Lotte Svendsens "Max Pinlig" blev vist kl.15.30 i børnefilms konkurrence-serien K14, hvor filmene kæmper om en krystalbjørn. Inden filmen begyndte, bølgede biografsæderne livligt af unge, der snakkede og gestikulerende ivrigt, inden filmen gik i gang. Filmen påkaldte sig så mange grin, udbrud og et direkte latterbrøl, at der ingen tvivl er om, at den ubetinget vandt hjerterne hos sit publikum.

Efter filmen var der den sædvanlige pressekonference, men i stedet for et kontrolleret pressekorps kom en horde af begejstrede børn løbende og stillede fornuftige spørgsmål, som Mette Horn bravt besvarede på tysk, mens Lotte Svendsen talte trylletysk - en blanding af tysk og danske ord. Som svar på hvordan hun havde fået ideen til filmen - sagde Lotte Svendsen: "Vi kender alle følelsen at blive pinlige over vores forældre. Jeg blev så sent som til premieren på denne film pinlig over min egen mor - fordi hun kom i et out-fit, jeg ikke syntes var det smarteste."

Per Holst takkede varmt for reaktionen og var sikker på, at Tyskland på den baggrund ville købe filmen. Mette Horn indrømmede muntert sine egne pinligheder, og Samuel Heller-Seifert fortalte, at han faktisk syntes, at hans mor var meget pinlig, i filmen forstås - ikke i virkeligheden.