5 minutter med Iben Hjejle, 25 minutter med Mads Matthiesen og 95 minutter med Lone Scherfig. Dagens danske indslag bød alle på film om kærlighed mellem en ung person og en dobbelt så gammel.
Iben Hjejle tonede frem på lærredet om morgenen på Berlinalens 6. dag i Stephen Frears nye film "Chéri", som deltager i hovedkonkurrencen. I den forbindelse spurgte branchebladet Screen instruktøren:
- Hvad husker du bedst fra dengang, du vandt Sølvbjørnen for "The Hi-Lo Country" i 1999?
Hvortil han svarer:
"Den danske skuespiller Iben Hjejle holdt en tale på amerikansk, og jeg var i gang med at caste en pige til "High Fidelity", så jeg gik op til hende og spurgte: 'Vil du være med i en Hollywood-film?' Hun så på mig, som om jeg havde foreslået hvid slavehandel. Men det gik snart op for hende, at vi ikke var så forfærdelige, som hun troede."
Og træt af Iben Hjejle er han ikke blevet, men har hevet hende hele vejen fra Danmark for at få hende med i to scener i hans nye romantiske drama "Chéri", en filmatisering over bogen af samme navn af den franske forfatterinde Colette.
"Chéri" er historien om en ældre kurtisane, spillet af Michelle Pfeiffer, der får et kærlighedsforhold til en yngre mand, som bliver kaldt Chéri og spilles af Rupert Friend. Iben Hjejle udfylder rollen som en tidligere kurtisane og mor til den unge kvinde, som Chéri skal giftes med.
Cathrine
Tematikken med den svære kærlighed mellem de yngre og de ældre fortsatte i serien Generation 14plus, hvor Mads Matthiesen fik vist sin kortfilm "Cathrine", som er hans afgangsfilm fra Super16.
Filmen handler om 16-årige Cathrine, der møder den 33-årige Lars i det lokale shoppingcenter, bliver forelsket og skjuler forholdet for sine forældre. Men en dag, da hun kommer hjem fra skole, har hendes forældre har fundet ud af det