Berlinfestivalen – dag for dag

Berlinfestivalen fylder 60 i år. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, for det er en begivenhed, der stadig sprudler af energi. Og dansk film er til stede som aldrig før.

Berlin har ligesom Danmark været pakket ind i en dyne af frost de seneste seks uger, men nu bliver der skruet op for blusset både for den aldrende festival og de otte danske film, der deltager i Berlin.

Torsdag den 11. februar åbner festivalen med visning af den kinesiske film "Tuan Yuan"/"Apart Together", som deltager i festivalens hovedkonkurrence sammen med 20 andre film, blandt dem to danske, Thomas Vinterbergs "Submarino" og Pernille Fischer Christensens "En familie".

fredag begynder det at gå løs for Vinterberg og hans hold. De første pressefolk får mulighed for at se filmen kl. 21.30 om aftenen, dagen før filmen har sin gallapremiere.

Filminstituttet har indbudt de internationale filmkøbmænd og festivalkontakter til at møde den danske filmbranche fredag samme aften, som også byder på afsløringen af en kæmpeinstallation på Brandenburger Tor med efterfølgende screening af en nyfunden længere version af Fritz Langs mesterværk fra 1927, "Metropolis".

Fredag aften er der også gallavisning af Roman Polanskis "The Ghost Writer", der nok er den mest omtalte film i de tyske medier i øjeblikket grundet kontroverserne omkring instruktøren, som sidder i husarrest i Schweiz. Robert Harris, forfatteren  til romanen, der ligger til grund for filmen, har udtalt, at visningen her på festivalen uden Polanskis tilstedeværelse er lidt at sammenligne med en Hamlet uden Prinsen af Danmark.

Lørdag er der endnu en pressevisning af "Submarino", og Vinterberg og Jakob Cedergren m.fl. stiller op til møder med både international og dansk presse inden gallavisningen kl. 22.45.

Søndag morgen byder Zentropa og Trustnordisk der på et smugkig på Susanne Biers nye og næsten færdige film, "Hævnen", men promoen præsenteres kun for særligt inviterede filmkøbmænd. Om eftermiddagen er Niels Arden Oplevs "Drømmen" inviteret med i festivalens retrospektivserie i anledning af 60-års-jubilæet.

Birger Larsens "Superbror" vises mandag den 15. februar i festivalens børnefilmkonkurrence, Generation Kplus, og i hovedprogrammet er der gallavisning af norske Hans Petter Molands "En ganske snill mann", som har Stellan Skarsgård i hovedrollen og manuskript af ingen ringere end Kim Fupz Aakeson. Samme aften deler organisationen Cinema for Peace priser ud, og her Michael Madsens atom-thriller "Into Eternity" nomineret til en International Green Film Award.

Tirsdag er der første visning af tre ud af de fire danske kortfilm, som er udtaget til de to konkurrenceprogrammer for børnefilm og for ungdomsfilm: Siri Melchiors "Fløjteløs", Fenar Ahmads "Megaheavy" og Birgitte Stærmoses "Ønskebørn".

Onsdag byder på endnu en kortfilm i børnefilmkonkurrencen, Alice de Champfleurys "Sol skin". Filmens producer, Jesper Morthorst, har faktisk hele to film med hernede, da han også har produceret Birgitte Stærmoses "Ønskebørn". Om eftermiddagen vises Søren Ågaard, Magnus Clausen, Peter Larsen and Jørgen Michaelsens kunstfilm "Skal vi danse?" i serien Forum Expanded.

Fredag den 19. kl. 16.30 er der gallapremiere på Pernille Fischer Christensens "En familie". Pressen får den at se kl. 9 om morgenen, og instruktøren og hendes stjerneskuespillerhold med bl.a. Jesper Christensen og Lene Maria Christensen stiller op til internationalt pressemøde bagefter.

Det er anden gang Fischer Christensen har en film med i hovedkonkurrencen. I 2006 vandt hun en Sølvbjørn for en "En soap", som Kim Fupz Aakeson ligesom denne gang har leveret manuskript til. Aakeson er præsenteret med to film i årets hovedkonkurrence.

Den danske fotograf Marcel Zyskind har filmet Michael Winterbottoms noir-thriller "The Killer Inside Me", som samme fredag får gallapremiere i hovedkonkurrencen.

Lørdag afsluttes festivalens konkurrenceprogrammer med prisuddelingsceremonier.

Se Screen Dailys korte gennemgang af hovedkonkurrenceprogrammets film: http://www.screendaily.com/festivals/berlin/berlin-bears-all/5010435.article

Tags: