Bille August filmer i Danmark

Bille August er efter en række store internationale produktioner tilbage i Danmark og går i gang med "Balladen om Marie", et drama om Marie Krøyer, der var gift med den store danske maler P.S. Krøyer.

Bille August indleder i juli optagelser i Skagen og Marstrand til "Balladen om Marie". Den danske instruktør, der har vundet Cannes Festivalens Gyldne Palme to gange og modtaget både en Golden Globe og en Oscar for "Pelle Erobreren", har arbejdet internationalt gennem de seneste mange år og ikke lavet spillefilm i Danmark siden "Pelle Erobreren".

Forholdet mellem Marie og den maniodepressive P.S. Krøyer i årene 1989 til 1905 er en bemærkelsesværdig og dramatisk kærlighedshistorie. Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen har filmens to hovedroller, og desuden medvirker Sverrir Gudnason, Tommy Kenter og Lene Maria Christensen.

"Balladen om Marie" starter på et tidspunkt i Marie og P.S. Krøyers ægteskab, hvor hans sygdom forværres. Deres drøm om et fælles kunstnerliv smuldrer og forvandles til frustration og sorg. Marie splittes mellem rollerne som hustru, mor og kunstner, da hun ikke længere har mulighed for at udøve sin kunst. Samtidig ser hun sin elskede mand forandre sig og glide dybere ind i sindssygen. For at komme til kræfter rejser Marie sammen med datteren Vibeke på en ferie til Marstrand, hvor hun forelsker sig hovedkuls i den svenske komponist Hugo Alfvén.

Peter Asmussen har skrevet manuskript, og Signe Leick Jensen og Karin Trolle producerer for SF Film Production. Filmkonsulent Steen Bille, Det Danske Filminstitut, har givet 6,5 mio. kr. i produktionsstøtte og 1,2 mio. kr. i regional støtte.

Der er forventet dansk premiere i august 2012.