Bille Augusts Stille hjerte

PRODUKTIONSSTØTTE. Bille August laver endnu en dansk spillefilm og vender tilbage til det nære og tætte drama, når optagelserne til "Stille hjerte" indledes på Fyn mandag den 18. november med Ghita Nørby, Morten Grunwald, Paprika Steen, Danica Curcic, Pilou Asbæk og Jens Albinus.

For 22 år siden arbejdede Bille August sammen med Ghita Nørby, da han i 1991 instruerede Ingmar Bergmans drama "Den gode vilje" med Nørby i rollen som Anna Bergmans mor. Nu genoptager de to samarbejdet i Bille Augusts nære og tætte familiedrama "Stille hjerte".

Tre generationer samles over en weekend for at tage afsked med deres hustru, mor, svigermor, mormor og veninde. Søstrene Sanne og Heidi har sammen med resten af familien accepteret, at deres syge mor ønsker at dø, før hendes sygdom forværres. Weekenden skrider frem, mens moderens beslutning bliver sværere og sværere at håndtere, og det bliver tydeligt, at familien aldrig har haft mere brug for hinanden end nu.

Ghita Nørby har rollen som moren, og Morten Grunwald er hendes mand. Paprika Steen spiller den ældste datter Heidi og Danica Curcic lillesøsteren Sanne. Pilou Asbæk, Jens Albinus, Vigga Bro og Oskar Sælan Halskov ses i rollerne som nære familiemedlemmer og venner.

Christian Torpe har skrevet manuskript, Dirk Brüel fotograferer, Jette Lehmann står for scenografi og Niels Arild for lyddesign, mens Janus Billeskov Jansen og Anne Østerud er klippere. Jesper Morthorst producerer for SF Film Production med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut på 3,8 mio. kr. gennem Markedsordningen og 1,2 mio. kr. i regional støtte. SF Film, TV 2 og FilmFyn står for den øvrige finansiering.

"Stille hjerte" bliver optaget på Fyn. Der er planlagt dansk premiere i september 2014.