Blodbad i Cinemateket

Kom til double feature exploitation-horror i Cinemateket torsdag den 26. november.

Få to film for én films pris, når Psych-Out-biffen præsenterer en bloddryppende double feature fra grindhouse-filmens guldalder i de tidlige 1970’ere. En tid, hvor det var farligt at gå i biografen, og hvor de mest populære film havde omtrent lige så meget plot som en tur i spøgelsestoget. Men også en tid, hvor fascinationen af det okkulte og makabre havde afløst hippie-tidens flower power-frigørelse. Alt dette kan iagttages i rigt mål til aftenens forestilling, som samler to af periodens mest outrerede exploitationfilm i ét chok show.

Mangel på moralsk anstændighed

Aftenens første indslag er lowbudget-eksperten Ted V. Mikels "Blood Orgy of the She Devils". Filmen væver et kulørt og hysterisk plot over temaet "heks vs. gangstere med mikrofonhår" sammen med tidstypiske effekter og voodoo.

Festen fortsætter med David E. Durstons "I Drink Your Blood, hvor en satanistisk hippiekult slår sig ned i en ærkeamerikansk smalltown og for sjov inficerer de lokale med LSD. Filmen var angiveligt den første til at opnå en X-rating alene i kraft af vold og mangel på moralsk anstændighed.

Efter forestillingen tændes rejsegrammofonen, og der kan købes kolde håndbajere i Asta Bar.

"Blood Orgy of the She-Devils" og "I Drink Your Blood" bliver vist torsdag den 26. november kl. 19.30. i Cinemateket.

Bestil biletter

Tags: