Bølle Bob går til filmen igen

Martin Schmidt optager nu "Bølle Bob – alle tiders helt", den anden film om Bølle Bob.

I 1978 lagde hele landet øre til sangene om Bølle Bob og hans venner, og siden blev albummet til en musical og en tv-serie, inden Regner Grasten Film satte gang i en filmatisering i 2005. Nu går Bølle Bob igen til filmen, denne gang med instruktøren Martin Schmidt ved roret.

I den nye film, "Bølle Bob – alle tiders helt", vil borgmesteren og den opblæste skoleinspektør, frøken Friis, jævne Lillebys skole med jorden, og det bliver op til Bølle Bob – skolens ballademager og altid god for en narrestreg – at tage affære.

Bølle Bob, alle hans venner og den gamle rockmusiker Valde går i gang med at sætte en musical op og skaffe nye elever, så den lukningstruede skole kan få lov at fortsætte, men borgmesteren og frøken Friis går ikke af vejen for at bruge beskidte kneb.

Bølle Bob spilles af Thomas Norgreen Nielsen, og resten af det syngende og dansende børneteam består af Julia Wentzel Olsen, Nicoline Kabel, Rasmus Uldahl Eriksen, Malika Ferot, Emilie Werner Semmelroth og Sophus Emil Løkkegaard. Blandt de voksne skuespillere ses Tommy Kenter, Mille Dinesen, Kirsten Norholt, Allan Olsen og Henning Jensen.

John Stefan Olsen og Torvald Lervad har skrevet manuskript, og Regner Grasten Film producerer. Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte på 6,1 mio. kr. gennem 60/40-ordningen.

Optagelserne er i gang, og der er forventet premiere allerede den 15. juli i år.