Børnefilm på Zanzibar

Østafrika har ingen tradition for børnefilm. Det Danske Filminstitut har derfor i samarbejde med Zanzibar International Film Festival vist film til et ungt publikum og holdt masterclasses for lokale filmfolk, der nu har mod på at lave deres egne film til regionens mange børn og unge. FILMupdate har talt med Charlotte Giese om projektet.

Nu vil børnene på den østafrikanske ø Zanzibar få mulighed for at se film, produceret specielt til dem af lokale filmfolk.
Det Danske Filminstitut har i løbet af de seneste år samarbejdet med Zanzibar International Film Festival om at opbygge en sektion for børne- og ungdomsfilm, "Children & Film Panorama", senest i juni. Kulturudvekslingsprojektet består dels i at vise danske og udenlandske børnefilm til et publikum, og dels i at afvikle workshops for lokale filmmagere, så de kan få værktøjer til at producere deres egne film til børn og unge. Filmproduktion og -uddannelse halter gevaldigt over hele linjen i det meget fattige Østafrika, men særligt børnefilm er forsømt. DFI og ZIFF har derfor sat projektet i værk for at sætte fokus på børnene som særlig målgruppe.

"Vi forsøger at få østafrikanerne til at tænke i nye retninger – tænke film i et børneperspektiv", fortæller Charlotte Giese fra DFI. "Over halvdelen af landets befolkning er under 15 år. Bare det taler jo for at lave nogle film specielt til dem."

At skrive til børn
Sidste år handlede workshoppen om, hvad "børnefilm" overhovedet er og hvilke emner, man kan tage op. I år var fokus på manuskriptskrivning. Manuskriptforfatter Tobias Lindholm ledede den tredages workshop, som havde cirka 25 deltagere fra Tanzania, Zanzibar, Uganda, Rwanda og Kenya.

"Grundlæggende arbejder man med de samme redskaber som ved film til voksne. Det er en af vores pointer. Men det gør en stor forskel, at vi med eksempler viser, hvordan man kan rette film mod et ungt publikum", siger Charlotte Giese.

Hun fortæller, at deltagernes respons var meget positiv, og at de nu føler sig klar til at gå skridtet videre og arbejde med egne ideer og produktioner på næste års workshop.

"Vi skal turde vende blikket ud og vise vores børn og unge en anden virkelighed"

En anden virkelighed
Projektets anden del går ud på at vise børnefilm til bl.a. skoleklasser. Filmene i dette års program stammede fra bl.a. Danmark, Japan, Frankrig og Sydafrika. For de mindste børn blev de udenlandske film enten vist med en live voice over eller er blevet oversat til swahili.

"Det havde en enorm effekt, at filmene blev oversat. Der bliver ikke lavet mange film på swahili overhovedet, og det betyder, at filmene kan anvendes langt bredere end kun på festivalen. Vi kan sende dem ud i regionale visninger, så flere får glæde af filmene. Det vil vi satse meget på i de kommende år."

Filmene præsenterer en meget anderledes virkelighed, end de østafrikanske børn er vant til, og ind i mellem er der ting, som går hen over hovedet på dem, fortæller Charlotte Giese.

"Da vi viste den danske kortfilm "Ernst på skøjter", kunne børnene slet ikke forstå, hvad det var, de løb rundt på og hvilke sko, de havde på."

95 procent af befolkningen på Zanzibar er muslimer, og derfor blev filmene i samarbejdsprojektet med DFI nøje udvalgt og censureret for ikke at støde nogen. Børnene kunne dog stadig blive forargede over f.eks. det frie forhold til seksualitet.

"Vi viste en sydafrikansk film, hvor nogle børn løb næsten nøgne rundt, og det havde de østafrikanske børn dog aldrig set før. Også forholdet til autoriteter provokerer dem – danske børn er jo meget selvstændige og bestemmer nærmest over forældrene, og det er meget anderledes end den barndom, østafrikanske børn kender. På den anden side er der mange universelle ting, der går igen lige meget hvor i verden, man bor. Fx relationer mellem børn, familie og skolehverdagen."

Fakta

Zanzibar International Film Festival blev afholdt den 27. juni til den 4. juli. 2009.

Projektet Children and Film Panorama er støttet af Kunststyrelsen, Center for Kultur og Udvikling, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond og den Danske Ambassade i Dar es Salaam.

DFI er involveret for en fireårig periode fra 2008 til 2011.

 
Zanzibar i tekst

Udveksling begge veje
Børnene på Zanzibar er nysgerrige og synes, at det er spændende at opleve en anden verden. Charlotte Giese håber, at den kulturudveksling også vil gå den anden vej.

"Det er virkelig min kæphest, at de film, vi viser i vores biografordninger, skal være præget af kulturel diversitet. Vi skal turde vende blikket ud og vise vores børn og unge en anden virkelighed. Det er de færreste børn i Danmark, der har set afrikanske film, men de er ofte mere visuelle og sanselige end film fra Vesten. Og griber fat om nogle helt andre konflikter som f.eks. børnesoldater," siger hun.

Herudover får Danmark det ud af projektet, at vi får profileret dansk film og Danmark som filmnation i udlandet, som vi skal ifølge vores filmlov.

Charlotte Giese: "Vi får delt ud af vores ekspertise og erfaring med at producere og formidle film til børn og unge, og vi lever op til UNESCO's krav om kulturel bistand. Det er også lærerigt for danske instruktører at se sine film i en anderledes kontekst – med børn, der har nogle helt andre vilkår."

Ikke missionærer
Charlotte Giese er dog bevidst om ikke at trække vores kultur ned over hovedet på østafrikanerne. Bl.a. ved at vise film fra andre dele af Afrika.

"Det mest utrolige har næsten været at vise film fra bl.a. Sydafrika og Burkina Faso. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi ikke kommer ned som danske missionærer kun med vores egne film, men at vi også viser film fra andre steder i Afrika, som de ikke selv har mulighed for at se. Det kan jeg mærke en stor glæde over."

Ifølge Charlotte Giese er den største udfordring for DFI på nuværende tidspunkt at trække sig ud af festivalen på en god måde. DFI er involveret i projektet for en fireårig periode, og herefter skal festivalen kunne køre programmet uden hjælp.

"Den ene ting vi gør, er at opbygge nogle kapaciteter på festivalen lokalt – at uddanne folk til at overtage den del af festivalen. Bare det at lave en live voice over er noget, man skal lære, ligesom at være i stand til at vælge film fra et børneperspektiv. Men vi skal også finde ud af, hvordan vi kan få projektet støttet i fremtiden, og hvor meget Danmark kan bidrage med. Nu kører det meget år for år. Men det er vigtigt for os at få projektet forankret som en naturlig del af festivalen i fremtiden", slutter Charlotte Giese.

Danny Glover på ZIFF