Børns brug af medier til debat

BUSTER. I den kommende uge er der mulighed for at deltage i tre spændende debatter om børn, unge og digitale medier.

Hvordan, hvor meget og, ikke mindst, hvor sikkert er børn og unges brug af de digitale medier? Hvordan skal de voksne forholde sig til situationen? Og hvem har egentlig ansvaret for, at børnene lærer at færdes sikkert på nettet? Det er nogle af de emner, der vil blive diskuteret på tre paneldebatter, der afholdes af Medielab 2010 i forbindelse med BUSTER Filmfestivalen. 

Er du på? Om netsikkerhed og god tone i online medier
Børn og unge bruger internettet til at skabe og udvikle sociale relationer. Hvordan sikrer vi, at børn færdes på nettet på en hensigtsmæssig måde? Hvem har ansvaret for at lære børnene god tone og sikkerhed på nettet? Og hvordan forholder vi os til digital mobning?

Forsker og formand for Medierådet Birgitte Holm Sørensen, uddannelsesordfører Christine Antorini (S), koordinator med fokus på digital mobning Jon K. Lange fra Red Barnet, folkeskolelærer Gitte Tjellesen, SSP-medarbejder ved Gladsaxe Kommune Linda Nielsen  samt ph.d. og Arto-ekspert Malene Charlotte Larsen diskuterer muligheder og risici, problemstillinger og løsninger.

Mandag den 13. september kl. 16.00-17.30
Salen i Politikens Hus


Computerspil og digitale medier på skoleskemaet – leg og læring?
Computerspil, film, tv og sociale medier er en vigtig del af den verden, vi lever i. Men er de blevet så vigtige, at de skal på skoleskemaet? Med udgangspunkt i Undervisningsministeriets faghæfte om IT- og mediekompetencer i folkeskolen lægges der op til en diskussion om skolernes ressource og til en kvalitetsdiskussion, der skelner mellem spil og film med læringsintention og ren underholdning uden læringspotentiale.

Debatpanelet består af uddannelsesordfører Marianne Jelved (R), computerspilproducent Simon Egenfeldt-Nielsen fra Serious Games, lærer Ella Myhring, der står bag www.spilskole.dk, forsker Thorkild Hanghøj fra DPU, seminarielektor Thomas Thorning og IT-vejleder John Klesner.

Onsdag den 15. september kl. 16.00-17.30
Salen i Politikens Hus


Er der en grænse? Om børn og unges brug af computerspil; leg, afhængighed og de voksnes ansvar
Mange forældre og pædagoger savner retningslinjer, når det drejer sig om børns store forbrug af computerspil. Er computerspil vanedannende og skadeligt eller er det leg, som er udviklende og kompetencegivende? Kan børn selv sætte grænser for deres brug af spil, eller skal vi sætte grænserne – og hvor?

I denne debat forsøger spilforsker og medlem af Medierådet Anne Mette Thorhauge, formand for Dansk Spilråd Thomas Vigild, projektredaktør for computerspil på Det Danske Filminstitut Simon Løvind, e-sport arrangør Rasmus J. Pedersen og tidligere gamer og journalist Daniel Kirknæs Færk at give nogle svar.

Onsdag den 15. september kl. 19.00-20.30
Salen i Politikens Hus


Paneldebatterne foregår i Salen i Politikens Hus, Vestergade 28 (indgang gennem porten), København K. Efter debatten serveres vin og snacks.

Billetter koster 100 kr. + 10 kr. i gebyr pr. person.
Billetter sælges via POLITIKENBILLET.DK

 

Tags: BUSTER 2010