Burma VJ shortlistet til Oscar

Den danske dokumentarist Anders Østergaard og hans film "Burma VJ – reporter i et lukket land" er i nat blevet shortlistet af The Academy of Motion Picture Arts and Sciences til en Oscar.

"Burma VJ – reporter i et lukket land" handler om en gruppe burmesiske videojournalister, som satte livet på spil for at kunne bringe billeder til resten af verden under munke- og folkeopstanden i Burma. Filmen er produceret af Lise Lense-Møller for Magic Hour Films.

"Burma VJ" har modtaget over 30 priser, bl.a. hovedprisen og menneskerettighedsprisen på verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA 2008, i Amsterdam, to priser på CPH:DOX 2008, en pris på Sundance Film Festival 2009, den Internationale Menneskerettighedspris på Berlin Filmfestivalen 2009 og senest prisen for Bedste Biograf-dokumentarfilm ved den britiske Grierson Awards Night.

Anders Østergaard er i år medlem af IDFA Competition for Mid-Length Documentary Juryen, og "Burma VJ", bliver vist i serien Reflecting Images: Panorama.

Årets Oscaruddeling finder sted den 7. marts og transmitteres til mere end 200 lande over hele verden. De endelige nomineringer vil blive offentliggjort den 2. februar.

Tags: Burma VJ