BUSTER Filmfestival med klimadebat og normkritik i børnehøjde

BUSTER. Fra 23. september til 6. oktober kan man se film fra hele verden, høre live musik, deltage i workshops og meget mere på BUSTER Filmfestival. Der er fokus på dialog om klima og andre relevante emner og problemstillinger anno 2019. Her præsenterer vi nogle nedslag i programmet.

Åbningsgalla: Mugge og vejfesten

Allerede i weekenden op til festivalen skydes BUSTER i gang med en gallapremiere på Wulffmorgenthalers nye, skøre animationskomedie 'Mugge og vejfesten'. Mugge og hans forældre lever en idyllisk tilværelse på en helt almindelig villavej med forhave og hvidmalet stakit. Han har altid haft to ting kært: sin familie og kvarterets årlige vejfest. Så da hans mor vælger at vrage faren til fordel for en oppustet crossfit-instruktør, er der kun én ting at gøre. Mugge må stable den bedste vejfest nogensinde på benene for at genforene sine forældre og redde den lille familie.

Tid: 21. september, klokken 10
Sted: Imperial, Bio 1 
Læs mere og find billetter her

Børnemagt & klimagalla: ’2040’ & og unge klimakrigere 

Ikke mere voksensnak! BUSTER sætter gang i deres nye eventserie 'Børnemagt' med en gallavisning af dokumentarfilmen '2040' af Damon Gameau og inviterer til en levende samtale med unge klimakrigere og Anders Morgenthaler som dagens vært. 

Tid: 22. september, klokken 10:30
Sted: Palads, Bio 1
Læs mere og find billetter her

Workshops

BUSTER tilbyder en lang række workshops til både skoler og familier. Her er nogle eksempler:

Dokumentar-laboratoriet
Få tips fra en ægte dokumentarfilminstruktør til at fange gode historier med kameraet, når BUSTER skruer op for kreativiteten i deres hovedkvarter i Kødbyen på Vesterbro. Læs mere og find billetter her

Kodning for piger og deres mødre
Der er mange, der tror, at kodning mest er for drenge. Det vil BUSTER lave om på med denne workshop for piger, der elsker robotter og computere, og som kan tage deres mor, bedstemor og søster med til en lærerig dag. Læs mere og find billetter her

Animér dit eget superhold
I denne workshop er der mulighed for at lære at lave stop-motion film på iPad. Med simple materialer som tegninger, modellervoks og fjer bliver der bygget figurer og kulisser, som vækkes til live. Fokus vil være på helte i fællesskab. Læs mere og find billetter her
 

Filmkoncert: Filmusik for børn – live! 

Oplev en eftermiddag fyldt med filmmusik, når BUSTER blænder op for korte, klassiske animationsfilm med livemusik, som er komponeret og fremført af børn og unge. Koncerten er resultatet af workshoppen 'Filmmusik for børn' (find workshoppen her). 

Tid: 29. september, klokken 13
Sted: Spillestedet ALICE, Nørre Allé 7, 2200 København N
Læs mere og find billetter her

Særligt til skoler

Traditionen tro præsenterer BUSTER et omfattende og alsidigt skoleprogram med film til grundskoleelever. Der er undervisningsmaterialer til alle filmene. Et gennemgående tema i dette års BUSTER-festival er normer og identitet, og der bliver vist kortfilm om emnet til samtlige klassetrin:

'Jeg er mig' – kortfilm om normer 1. til 4. klasse 
De fleste føler sig anderledes på et tidspunkt i deres liv. Nogle føler, de er forkerte eller utilstrækkelige, andre bliver direkte mobbet eller holdt udenfor. Kan man lære at se bort fra den gældende norm og acceptere sig selv for den, man er? Det italesætter kortfilmpakken om identitet og normer. Læs mere og find billetter her

'Mig og min krop' – kortfilm om kropslige udfordringer 4. til 7. klasse
Kroppen udgør en vigtig del af vores identitet. Bevidst eller ubevidst iscenesætter vi hver dag vores kroppe, når vi tager tøj på, lægger make-up eller dyrker sport. Men hvilke tanker og følelser gemmer sig under det ydre? Kortfilmpakken undersøger vores forhold til kroppen og dens udfordringer. Læs mere og find billetter her

'Ser du kun et køn?' – kortfilm om kønsroller 7. til 10. klasse
Måden, hvorpå vi taler om køn, er til debat i disse år. Den vanetænkning, der styrer synet på kønsroller, er under udvikling, men præges stadig af fordomme og stereotyper. Kortfilmpakken undersøger, hvad der sker, når vi begrænser hinanden baseret på køn. Læs mere og find billetter her


Se hele BUSTER-programmet her

BUSTER Filmfestival er støttet af Det Danske Filminstitut, Creative Europe MEDIA m.fl.