BUSTER priser

19.
september 2005
Der blev i år
omsat 19.000 billetter på BUSTER - Københavns Internationale Filmfestival
for Børn og Unge. Festivalen har endnu ikke de sidste opgørelser med, men
kan konstatere, at rekorden fra festivalen i 2003 er slået. Fra i dag
vises desuden film i Aalborg, Hjørring og Kolding, og i oktober rykker
visningerne til i Århus.
BUSTER uddelte den 16.
september syv priser, og især børnejuryens og ungdomsjuryens valg af film
var markant.
Børnejuryen, bestående
af seks børn i alderen fra 11-13 år, uddelte Nordisk Film Fondens Pris
Bedste BUSTER for bedste børnefilm på 50.000 kr. til den russiske film
"The Italian" af Andrei Kravchuk. Juryen begrundede valget med, at de blev
fanget af ægtheden og oprigtigheden i den barske film om 6-årige Vanya,
der er på børnehjem og skal bortadopteres til en velhavende italiensk
familie, men alligevel vælger anderledes.
Ungdomsjuryen gav prisen
for bedste ungdomsfilm på 50.000 kr., sponsoreret af Sterling, til den
amerikanske film "Mysterious Skin" af Gregg Araki. Juryen, der bestod af
fire ungdomsskuespillere, Amalie Dollerup, Neel Rønholt, Stefan Pagels
Andersen og Sebastian Jessen, begrundede sit valg med, at filmen "med sin
originale og provokerende fremstilling skilte sig ud fra de andre. Måden
hvorpå filmen skildrer hårde emner som pædofili og homoseksualitet er så
kontant og ægte, at den holder sit publikum fanget fra start til
slut."
"Det er interessant, at
børnejuryen og ungdomsjuryen har valgt netop de to film," siger Charlotte
Giese fra BUSTERs programgruppe. "Vi har i år valgt at have flere film med
af den slags, som ofte bliver udeladt på børne- og ungdomsfilmfestivaler,
fordi de tager emner op, som ikke harmonerer med den gængse opfattelse af,
hvad børn og unge skal se."
Den internationale jury
med Sidse Babett Knudsen fra Danmark, Reza Parsa fra Sverige og Firdoze
Bulbulia fra Sydafrika gav BUSTERs Grand Prix på 50.000 kr. for bedste
spillefilm for børn til den chilenske "Min ven Machuca" af Andrés Wood og
en special mention til den iranske "Turtles Can Fly" af Bahman
Ghobadi.
BUSTERs Dokumentarfilmpris gik til den hollandske
film "Living Rights: Yoshi" af Duco Tellegen. Dokumentarfilmjuryen gav
desuden en special mention til de to danske film "Kan man
dø i himlen" af Erlend Mo og "Storebror Albert" af
Andreas Koefoed.
Prisen For Bedste
Børnekortfilm gik til den hollandske kortfilm "Engel & Broer" af Hanro
Smitsman, Prisen For Bedste Ungdomskortfilm til den tyske kortfilm "Die
Überraschung" af Lancelot von Naso, og Den internationale jurys
Børnekortfilmpris til den australske film "Birthday Boy" af Sejong Park.
Den internationale jury valgte også at give en special mention til
kortfilmen "Lard" af Ornette Spenceley.
BUSTER - Københavns
Internationale Filmfestival for Børn og Unge: www.busterfilm.dk
For yderligere oplysninger:
BUSTERFestivalleder Dionysos Reitz Kerasiotis, 3393 0721, dionysosk@busterfilm.dk