BUSTER for unge

BUSTER. 19 film for unge byder BUSTERS ungdomsprogram på fra fredag den 10. september, hvor der åbnes med Andrea Arnolds Cannes-vinder "Fish Tank".

Ungdomsjuryen på BUSTER kan se frem til en spændende uge, hvor de skal se hele BUSTERS program af film for unge, 19 film i alt. For de unge og voksne der bare når en brøkdel, er der også godt at hente.

5 filmforslag for de unge BUSTER-deltagere

BUSTERs åbningsfilm i ungdomsprogrammet, Andrea Arnolds "Fish Tank", er så afgjort en film, der viser, at BUSTER satser mere på film for de unge end på deciderede ungdomsfilm. Filmen vandt Juryens Pris i hovedkonkurrencen i Cannes i 2009. På tværs af alt og ingen vej ud, sådan ser verden ud for hovedpersonen Mia i "Fish Tank", og filmens kamera indfanger hende konstant isoleret i et betonhelvede af et engelsk forstadsbyggeri. Da hendes mor kommer hjem med en ny ven, er der for første gang en lille lysning i hendes liv. Men Mia søger kærlighed. Filmen får biografpremiere den 30. september.

BUSTER byder også på den japanske animationsmester Hayao Miyazakis eventyrlige film "Prinsesse Mononoke".  Filmen har ikke tidligere været vist i danske biografer, selvom den havde verdenspremiere i 1997. Hovedpersonen er krigeren Ashitaka, der rejser østpå for at finde en kur mod en forbandelse, der vil gøre det af med ham. Her bliver han kastet ud i en konflikt mellem menneskene i et lille minesamfund og den omkringliggende skov med eventyrlig væsner, der kæmper mod menneskenes indtrængen.

Den svenske "Sebbe" vandt Berlin Filmfestivalens pris for bedste debutfilm. Sebastian er en enespænder og alene med sin alkoholiserede mor. Han samler og reparerer kasserede ting, men en dag bliver han beskyldt for tyveri.

Den norske "Vegas" følger tre unge, der har svært ved at finde deres plads i livet. Thomas ender på et værested for unge, da hans mor endnu en gang har fået tæv af sin kæreste. Her finder han sammen med Terje, der har mistet sin mor ved en ulykke, og Marianne der normalt går skævt af alle.

I den amerikanske "Gentlemen Broncos" bliver den unge Benjamin udsat for, at hans store helt, fantasy-forfatteren Chevalier, tyvstjæler Benjamins egen historie, som han har arbejdet med i en workshop hos Chevalier. Og en idiot af en filminstruktør går endda i gang med en håbløs filmatisering af historien.

Bedste film for unge kåres ved BUSTERS prisuddeling i Cinemateket fredag den 17. september kl 17.

Se programmet for de unge.

Tags: BUSTER 2010