Efter 36 Cannes-filmfestivaler - først som udlandschef i Det Danske Filminstitut, siden som festivalkonsulent i TrustNordisk – har Lissy Bellaiche indtaget Croisetten for sidste gang, da hun stopper med at arbejde.
FILMupdate har bedt Lissy Bellaiche om at dele sine minder fra de første år som udlandschef i Filminstituttet dengang i 1980'erne, hvor internationale filmfolk troede, at Danmark var en by i Sverige.
"Jeg var på Cannes første gang i 1980, og jeg gik rundt med åben mund og polypper og kiggede på alle de amerikanske filmstjerner i gaderne. Pigerne lå nøgne nede på stranden og håbede på, at der ville komme en producer forbi.
Dengang var Sverige et kæmpestort filmland med Bergman. Jeg gik og lurede på svenskerne, og da de snakkede med distributørerne gik jeg hen og sagde, "How about Danish film?" "Danish?" sagde de. De troede, det var en by i Sverige. Men jeg fik arrangeret mange møder, og efterhånden hjalp det. Især da vi slog os sammen i de skandinaviske lande og dannede Scandinavian Films i 1980. Der var ingen danske film på programmet, men vi viste dem på markedet.
Hjemme i København sagde jeg i 1983, "Hvorfor er der ikke nogen danske film i Cannes?" Og de sagde, "Er du sindssyg, det har vi ikke haft siden stumfilmen." Jeg snakker jo fransk, så jeg ringede ned til kontoret i Paris og sagde, at jeg gerne ville have en rendez-vous med direktøren for det hele, Gilles Jacob. Det fik jeg så. De rystede på hovedet i Filminstituttet, men jeg kom ned til Gilles Jacob og fortalte ham om alle de fantastiske instruktører i dansk film, og at der har ikke været nogle danske film i Cannes i meget lang tid. Og så sagde jeg, "Hvis De har lyst til det, Monsieur, kunne De tage en tur til Danmark. Så kan jeg vise Dem filmene.
Så en dag, ringede telefonen. "Bonjour, Lissy, c'est Monsieur Jacob." Nu kom han til København for at besøge den franske ambassadør og ville i den forbindelse gerne se nogle danske film. Jeg tænkte, shit, hvad skal jeg vise ham? På det tidspunkt lå Filminstituttet samme sted som Filmskolen, og jeg vidste, at der var en vis ung mand, der havde lavet en rigtig god afgangsfilm. Jeg fandt ud af, at han var ude at optage en ny spillefilm i Lyngby-studierne.
Jeg hentede Jacob i min lille Fiat 127. Jeg kunne ikke finde vej, så jeg gav ham Krak-kortet og sagde "Blomstervænget, Lyngby, s'il vous plait, Monsieur." Tænk at jeg turde! Hvis jeg havde vidst, hvor stor en mand, han var… Men så så vi filmen. Jeg skulle sidde og oversætte, og jeg forstod ikke ret meget af den film. Gilles gav hånden til operatøren og sagde tak for en god visning og sagde til mig:
"Den film vil jeg gerne se, når den er færdig." Det var Lars von Triers 'Forbrydelsens element', som kom i hovedkonkurrencen i 1984. Alle hans film bortset fra den sidste har været i Cannes siden.
Første gang vi havde en dansk film i Cannes, var jeg helt oppe at køre. Så ser jeg Lars von Trier og hans hold komme kørende helt skaldede og med læderjakker. Og så ringer telefonen. "Lissy," siger Gilles Jacob, "i aften er det altså smoking." Det fik jeg på dem alle sammen undtagen Lars, ham opgav jeg."
Det var starten på dansk film hernede. Lars' adgang på festivalen åbnede dørene for dansk film i hele verden. Det har været sindssygt spændende, og det er da godt klaret af sådan et lille land som Danmark.
Festivalen er blevet meget stor, der var ikke en tiendedel af mennesker før i tiden. Der er gået meget af charmen. Det var lidt sjovere dengang, for der kendte man næsten alle, og folk havde ikke så travlt.
Jeg startede som festivalkonsulent i TrustNordisk i 2000. Nu er de blevet så dygtige, at de kan klare det hele selv. Det er fint. Men jeg kommer til at savne det. Jeg er glad for, at jeg sagde, at jeg ville til Cannes, for jeg ville ikke bare forsvinde i den blå luft. Jeg ville gerne sige farvel til alle de mennesker, jeg har kendt her, og som har hjulpet mig og dansk film."