Cinemateket åbner filial i Nicolai Biograf i Kolding

PRESSEMEDDELELSE. Fra august kan filmelskere i Kolding og omegn opleve store filmklassikere og sjældne kulturperler, når Det Danske Filminstitut udvider Cinemateket med sin fjerde filial. Målet er at gøre Cinematekets filmtilbud bredt tilgængelige på tværs af landet.

Den 28. august slår Cinemateket dørene op til sit nyeste skud på stammen: Nicolai Biograf i Kolding. Her vil der hver onsdag være film fra Cinemateket på programmet og en bred vifte af særarrangementer, der sætter de udvalgte film i kontekst med introduktioner, foredrag, debatter, musik eller mad og drikke.

Kontakt

Jakob Buhl Vestergaard
Vicedirektør
Tlf. +45 2020 1838
jakobv@dfi.dk

Mette Balsby
Daglig leder, Nicolai Biograf
Tlf. +45 2428 3052
mette@nicolaibio.dk

Johannes Nidam
Marketingansvarlig
Tlf. +45 3025 5720
johannesn@dfi.dk

Den nye filial i Nicolai Biograf er det fjerde filial-samarbejde i landet, som Cinemateket indgår. Biograferne Øst for Paradis (Aarhus), Biffen Nordkraft (Aalborg) og Cafe Biografen (Odense) tilbyder allerede med succes ugentlige visninger af art house-værker, kultfilm og historiske klassikere præsenteret af Cinemateket. Filialåbningen i Nicolai Biograf er således en del af en langsigtet indsats, der skal udbrede film, kultur og formidlingsaktiviteter i hele landet til så mange danskere som muligt.

Jakob Buhl Vestergaard, vicedirektør, Det Danske Filminstitut, udtaler:

”Det Danske Filminstitut har et mål om at bringe Cinematekets filmkulturtilbud så bredt ud i landet som overhovedet muligt. Det nye samarbejde med Nicolai Biograf er et vigtigt skridt i den retning, og vi glæder os meget til at præsentere et spændende og mangfoldigt program for borgerne i Kolding og omegn.”

Storstilet åbningsevent den 28. august

På åbningsaftenen bydes alle interesserede velkommen til et festligt program med taler, debat, let tapas, kølige drikkevarer og ikke mindst dogmeklassikeren ’Mifunes sidste sang’ med en kendt koldingenser i hovedrollen, nemlig Anders W. Berthelsen.

Inden filmen holder Mette Balsby (direktør, Nicolai Biograf) og Jakob Buhl Vestergaard (vicedirektør, Det Danske Filminstitut) åbningstaler, og aftenen byder også på kulturpolitisk debat med Kolding kommunes kulturudvalg.

Daglig leder af Nicolai Biograf, Mette Balsby, udtaler:

”Vi er en foreningsdrevet biograf med en masse frivillige, der hver dag knokler for at give Koldings, ja faktisk hele Sydjyllands, borgere nogle gode kulturtilbud. Derfor er det en stor glæde, at vi nu kan åbne op for endnu flere film, som er debatskabende og indsigtsgivende. Det er en mangeårig drøm om at kunne åbne op for en fast afdeling af Cinemateket, der nu bliver virkelighed.”

Fakta

Om Cinemateket

Det Danske Filminstituts biograf i Gothersgade i København, Cinemateket, puster nyt liv i filmarven og formidler film fra hele verden, som ellers ikke vil finde vej til det store lærred. Cinemateket har omkring 2.500 årlige visninger, hvoraf ca. 800 er særarrangementer.

Cinemateket har filialer i Aarhus, Aalborg og Odense – og nu i Kolding. Cinemateket samarbejder desuden om filmklassikervisninger med 27 biografer under konceptet ’Cinemateket præsenterer’.  

Om Nicolai Biograf

Nicolai Biograf er en art-cinema, der viser et bredt udsnit af kunstneriske kvalitetsfilm, suppleret med et mainstream repertoire, der spænder over børne- og ungdomsfilm, familie- og dokumentarfilm. Biografen ligger i Skolegade i Kolding centrum.

Åbningsevent

Hvad: Åbnings-event for Cinemateket i Nicolai Biograf
Pris: Fri entré
Tid: Lørdag den 28. august 2021 kl. 19. Filmen starter kl. 20.30.
Sted: Nicolai Biograf, Skolegade 2A, 6000 Kolding