Cinemateket gør filmformidlingen personlig med serien ’Mit mørke’

CINEMATEKET. Serien Mit mørke inddrager den personlige oplevelse i filmformidlingen og bygger bro mellem kunstarter. Cinemateket har inviteret forfatterne Lotus Turèll og Katrine Engberg til at præsentere de to film, som har skræmt dem mest – og fortælle hvorfor.

”Hvad er den mest uhyggelige film for dig?”. Dét spørgsmål er udgangspunktet for Cinematekets kommende serie Mit mørke, hvor forfatterne Lotus Turèll og Katrine Engberg lægger ud med at præsentere de to film, der er mest uhyggelige for lige netop dem – og indvier publikum i, hvorfor de har gjort så stort indtryk. 

Med serien ønsker Cinemateket at inddrage den personlige fortælling i filmformidlingen og samtidig bygge bro mellem kunstarterne, forklarer programredaktør Sophie Engberg Sonne. 

”Vi vil gerne have, at publikum har en fælles filmoplevelse. Men samtidig er det også sådan, at film påvirker os individuelt, selvom vi deler oplevelsen i et stort fælles rum. Her ønskede vi netop at sætte fokus på den personlige tilknytning til en film. For film kan jo også hensætte os til en stemning, en følelse eller bringe minder frem, som er individuelle.”

Temaet Mit mørke sætter fokus på uhyggen og den personlige fortælling, når Lotus Turèll præsenterer Anthony Minghellas Oscar-nominerede film ’The Talented Mr. Ripley’ og Katrine Engberg fortæller om sit forhold til Martin Scorseses psykologiske thriller ’Shutter Island’. 

De fleste kan blive enige om, at filmene får det til at løbe koldt ned ad ryggen, men værkerne kunne sagtens have haft en anden tone. 

”Da jeg stillede spørgsmålet, ’hvad er den mest uhyggelige film for dig’, sagde jeg, at de også godt måtte vælge ’Bambi’, hvis det var det. Det er jo forskelligt, hvad der sætter sig i en, og man kunne godt risikere, at de valgte nogle film, som ingen andre end dem synes var uhyggelige. Det kunne jo også have været interessant,” siger Engberg Sonne. 

Uden for filmens verden

Begge forfattere har beskæftiget sig med det indre mørke, både i deres forfatterskab men også personligt. Katrine Engberg er bestsellerkrimiforfatter og skriver aktuelt på en ny bog i samme genre, hvilket fordrer, at hun selv er i kontakt med sit indre mørke. Og Lotus Turéll kender en anden side af mørket som konsekvens af sin barndom, der var præget af angst og utryghed grundet faren Dan Turélls alkoholmisbrug – en vigtig del af hendes liv, som hun også åbent har behandlet i sine bøger og på tv. 

”Jeg synes, det var vigtigt, at koblingen mellem dem og mørket ikke blev for søgt, men at temaet faktisk sagde oplægsholderne noget. Men det handler også om at prøve at se uden for filmens verden – for film eksisterer jo ikke i et vakuum. Film påvirker andre kunstarter og omvendt. Vi viser mange literære filmatiseringer herinde, men litteraturen kan også lade sig inspirere af filmen. Med dette arrangement prøver vi at bygge bro mellem kunstarterne – i dette tilfælde litteratur og film.” 

En af forhåbningerne med arrangementet er dermed også at få et nyt publikum ind i biografmørket ved at lede opmærksomhed hen på koblingen mellem litteratur og film. 

Den 30. november introducerer Lotus Turèll ’The Talented Mr. Ripley’ og den 4. december indvier Katrine Engberg publikum i hendes tilknytning til ’Shutter Island’. 

Tags: