Copenhagen Entertainment går efter 3000 nye job i film- og spilbranchen

Film- og spilbranchen har meget til fælles, bør inspirere hinanden og dermed få del i den forventede globale vækst. Det er tanken bag initiativet Copenhagen Entertainment, hvis mål er 3000 nye arbejdspladser indenfor ti år.

Billede til artiklen Copenhagen Entertainment går efter 3000 nye job i film og spilbranchen 

Copenhagen Entertainment består af en række centrale regionale aktører, som sammen vil udvikle og implementere en tiårs strategi for vækst og skabelse af arbejdspladser. Projektet er finansieret af Region Hovedstaden og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling samt af en partnerkreds, som består af Producentforeningen, DI - ITEK, Vækstfonden, Forskerparken CAT og Copenhagen Capacity.

Ved at fremskrive analyser fra konsulenthuset PriceWaterHouse spår Copenhagen Entertainment, rundt regnet, en omsætningsfordobling i både film- og spilbranchen globalt set over de kommende ti år. Denne udvikling får hovedstadsområdet del i, hvis det står til initiativtagerne, som satte Copenhagen Entertainment i søen i Filmhuset i mandags.

Initiativet vil i de næste fire år fungere som platform for dialog mellem branchefolk, investorer og politikere. Her skal kortlægges, analyseres og arrangeres begivenheder, der kan få spil- og filmbranche til at mødes og etablere samarbejde på tværs af genre-, fag-, medie- og faggrænser.

Det økonomiske potentiale er stort. Men det er klart, at finanskrisen kaster skygger over begge brancher, og vi ved først om ti år hvorvidt målet på 3000 nye job blev nået.

[Red. 24/4: Formuleringen omkring branchernes forventede vækst er rettet]