Corn Island får dansk premiere

STØTTE. Den georgiske, prisvindende spillefilm "Corn Island" får dansk premiere torsdag den 24. september. Filmen har modtaget arthousestøtte fra Det Danske Filminstitut og vises rundt omkring i landet.

Det georgiske, psykologiske drama "Corn Island" af George Ovashvili har fået arthousestøtte fra Det Danske Filminstitut, så den kan vises i danske biografer fra den 24. september.

"Corn Island" foregår på den naturlige grænse for den georgisk-abkhasiske konflikt – Enguri-floden. Hvert forår opstår små øer af frugtbar jord, og i dette ingenmandsland slår en ældre, abkhazisk bonde sig ned med sit 16-årige barnebarn for at dyrke majs. I flotte billeder følger filmen deres hårde arbejde med at bygge et hus og dyrke majs midt i den farlige grænsekonflikt, hvor soldater patruljerer, og maskingeværsalver jævnligt bryder løs.  Da en såret, georgisk soldat kommer til øen, kompliceres tilværelsen yderligere.

DFI-støtte til importerede arthouse-film

Det Danske Filminstitut kan yde støtte til markedsføring og distribution samt versionering af importerede arthouse-film i Danmark.

Støtten ydes til importerede arthouse-film med markante og anerkendte kunstneriske kvaliteter, som vurderes ikke at kunne klare sig under normale markedsmæssige vilkår. Der kan endvidere ydes støtte til dansk versionering af importerede arthouse-film for børn og unge. Mindst 25 % af støttemidlerne reserveres til film, hvis markedsføring og distribution er rettet mod børn og unge.

Støtten ydes til spillefilm og dokumentarfilm i spillefilmslængde.

Formålet med støtteordningen er at sikre kunstnerisk kvalitet samt kulturel og geografisk diversitet og mangfoldighed i udbuddet af film, primært på det danske biografmarked, sekundært på andre distributionsplatforme.

Kontakt

Flemming Kaspersen
Redaktør
+ 45 3374 3429
flemmingk@dfi.dk

Filmen har rejst verden rundt til en lang række festivaler og har modtaget 20 priser, blandt andet hovedprisen på vigtige Karlovy Vary International Film Festival.

"Corn Island" distribueres i Danmark af 41shadows og har premiere i Gloria, Ishøj Bio og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus, Biffen i Aalborg og Nicolai Bio i Kolding. I de kommende måneder kan den ses i Victoria Teateret i Sorø, Biografen i Stege, KulturBiografen Frysehuset i Holbæk, Ry biograf, Reprisen i Holte, Bio Mors, Ringe Bio og Kerteminde Kino.

Filmmagasinet Ekkos anmeldelse

Hør Filmlands Per Juul Carlsen anmelde i P1

Trailer

poster_cornisland
Tags: