CPH PIX fejrer en ny generation af filmskabere

TALENT. Hele ni nye danske film får premiere, når CPH PIX fra den 14. til 17. november inviterer til WEEKEND – et nyt koncentreret festivalprogram med fokus på årets mest markante nye filmskabere.

WEEKEND er CPH PIX’ første skridt på vej mod et nyt festivalkoncept baseret på talent, relevans og vision, der vil folde sig mere ud i efteråret 2020. I denne omgang står den på 20 nye spillefilm fra 20 markante talenter, der vises fra den 14. til 17. november. 

Hele ni nye danske film får premiere på festivalen – heriblandt fem nomineringer til Politikens Talentpris, tre helt nye upcoming navne og en eksklusiv visning af Lone Scherfigs første danske spillefilm i 11 år, storfilmen 'The Kindness of Strangers', der åbnede årets Berlinale.

Talentpris

Politikens Talentpris hylder de nye markante talenter, der kommer til at tegne fremtiden for dansk film. Fem nye danske spillefilm er i år nomineret til prisen, der uddeles af Politiken Film & TV søndag den 17. november sammen med en kontantpræmie på 50.000 kr.

Allerede den 12. november tyvstarter WEEKEND med gallapremiere på én af de nominerede, nemlig Jonas Alexander Arnbys hjernevridende 'Selvmordsturisten' med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen som forsikringsagenten Max, der tjekker ind på dødens hotel for uigenkaldeligt at tjekke ud – og dagen efter vises Frelle Petersens udkantsdanmark-portræt 'Onkel', der også er nomineret.

Med i kapløbet er også Daniel Borgmans surrealistiske mareridtseventyr 'Harpiks' med Sofie Gråbøl og Ghita Nørby, Marie Grahtøs imødesete 'Psykosia' med Victoria Carmen Sonne og Trine Dyrholm og Anna Sofie Hartmanns 'Giraffe'.

Upcoming

Tre nye danske spillefilm fra helt nye upcoming navne får også verdenspremiere på festivalen. Det gælder Ivan Elmers gådefulde kærlighedsthriller 'Blurred Vision', Christian Andersens kontante survival-film 'Ingen skal sove' og Jesper Isaksens blodrøde 'Victim of Love'. 

Talks

Endelig byder WEEKEND også på en række talks. Mød blandt mange andre Rasmus Kloster Bro ('Cutterhead') i samtale med Bas Devos om terror, metropoler og filmkunst – og Anna Sofie Hartmann ('Giraffe') i samtale med TV 2’s Mellemøstkorrespondent Steffen Jensen om livet i udkantsdanmark.


Læs mere om WEEKEND på CPH PIX hjemmeside.

CPH PIX er støttet af Det Danske Filminstitut.

Tags: