CPH:DOX priser og ekstravisninger

CPH:DOX. Årets priser blev uddelt fredag den 24. marts, men med 21 ekstravisninger kan man stadig nå at se et udvalg af årets film. Desuden er flere film gratis tilgængelige online.

For 14. gang blev vinderne af de internationale konkurrencer på CPH:DOX kåret. Det skete ved en prisuddeling i Kunsthal Charlottenborg fredag den 24. marts.

Vinderen af festivalens hovedpris DOX:AWARD blev den dansk-syriske "De sidste mænd i Aleppo", instrueret af Feras Fayyad med medinstruktør Steen Johannessen. "En film hvis ødelæggende, følelsesmæssige umiddelbarhed kaster os ind i en shakespearsk tragedie," udtalte juryen.

I hovedkonkurrencen modtog Jeppe Røndes "The John Dalli Mystery" en special mention. I filmen afdækker Mads Brügger og Mikael Bertelsen mordplanerne på en tidligere EU-kommisær i en nervepirrende morsom detektivfilm, hvor det ene twist afløses af det andet.

Camilla Magids "Land of the Free" om skæbner i et belastet kvarter i Los Angeles vandt prisen som bedste nordiske dokumentar i konkurrencen NORDIC:DOX Award.

Ekstravisninger

"De sidste mænd i Aleppo" er en af de film, der kan ses ved 21 ekstravisninger mandag, tirsdag og onsdag.

CPH:DOX-film online

Fra i dag kl 10.00 og 48-timer frem kan fem af filmene fra årets festival ses gratis online.

Det er kunstnergruppen SUPERFLEX' opera om Operahuset "The Mærsk Opera", Esther Wellejus' dybt personlige film om sin fraværende far "Vi lader billedet stå et øjeblik", Alexanders Linds første spillefilm "Næste Sommer", der også har relationen mellem forældre og børn som omdrejningspunkt, "Free Lunch Society" om den omdiskuterede borgerløn og den underholdende "The Rebel Surgeon" om en svensk kirurg, der flytter til Etiopien i oprør mod sygehus-bureaukratiet.

Filmene kan ses via Politikens website på politiken.dk/bio og kun i Danmark.

Også DR streamer en række film fra festivalen: CPH:DOX på DR

CPH:DOX vindere

DOX:Award
"De sidste mænd i Aleppo" af syriske Feras Fayyad og medinstrueret af Steen Johannessen
Special mention: "Gray House" af Austin Lynch & Matthew Booth samt "The John Dalli Mystery" af Jeppe Rønde

F:ACT Award
"Radio Kobanï" af Reber Dosky
Special mention: "Trophy" af Shaul Schwarz & Christina Clusiau

NORDIC:DOX Award
"Land of the Free" af Camilla Magid
Special mention: "69 Minutes of 86 Days" af Egil Håskjold Larsen

NEW:VISION Award
"Life Imitation" af Zhou Chen
Special mention: "The Lost Dreams of Naoki Hayakawa" af Ane Hjort Guttu & Daisuke Kosugi

NEXT:WAVE Award
"1996 Lucy and the Corpses in the Pool" af Marcos Migliavacca & Nahuel Lahora
Special mention: "Phantom of Illumination" af Wattanapume Laisuwanchai

Politikens Publikumspris
"City of Ghosts" af Matthew Heineman