Pressemeddelelse 23. oktober 2003
I dagene fra 7. til 16.
november 2003 afholdes Københavns første internationale
dokumentarfilmfestival under navnet cph:dox.
Festivalen afholdes i 10
biografer og byder på 83 film fra hele verden heriblandt nogle af årets
mest markante og omtalte dokumentarfilm, bl.a. Errol Morris' "The Fog of
War", årets Sundance-vinder "American Splendor", Werner Herzogs "Wheel of
Time" og "The Weather Underground" - en film om amerikanske studerendes
forsøg på at begå et voldeligt statskup i USA.
Programmet byder også på
seks nye danske dokumentarfilm: Lars von Triers og Jørgen Leths "De fem
benspænd", Kasper Torstings "Rocket Brothers", Max Kestners "Nede på
jorden", Helle Ryslinges "Larger Than Life", Vibeke Vogels "Samlerne" samt
"Mørke og forsoning" af Stig Dalager.
Festivalen inkluderer to
konkurrenceprogrammer. I hovedkonkurrencen indgår 11 film, som bedømmes af
en international jury præsideret af den svenske festivalleder Jannike
Åhlund fra Göteborg Film Festival. Vinderfilmen belønnes med
cph:dox-prisen på 5.000 euro, sponseret af Danmarks Radio.
Parallelt med
hovedkonkurrencen præsenterer konkurrencen Amnesty Award ni aktuelle og
opsigtsvækkende dokumentarfilm, der sætter fokus på menneskerettigheder
verden over. Amnesty Award præsenteres i samarbejde med Amnesty
International og bedømmes af en international jury, der præsideres af den
iranske filminstruktør Maziar Bahari. Vinderfilmen tildeles The Amnesty
Award 2003 på 5.000 euro, sponseret af fagforbundet HK.
I forbindelse med
Amnesty Award afholdes en række foredrags- og debatarrangementer i
Cinemateket med fokus på menneskerettigheder verden over. Bl.a. diskuterer
Mogens Lykketoft, overrabbiner Bent Melchior og to repræsentanter for den
israelsk-palæstinensiske forening Parents Circle krig, fred og muligheden
for en tredje vej i Mellemøsten med udgangspunkt i Stig Dalagers film
"Mørke og forsoning".
cph:dox arrangeres af
NatFilm Festivalen i samarbejde med Cinemateket og European Documentary
Network. Festivalen støttes bl.a. af Det Danske Filminstitut.
På www.cphdox.dk kan man læse mere om filmene
og festivalens øvrige arrangementer. Billetsalget er begyndt i
biograferne.
For yderligere
oplysninger, kontakt venligst
cph:doxTine Fischer,
programchef33 74 34 11, tinef@cphdox.dk
Det Danske Filminstitut
Ulrik Andersen33 74 35 64, ua@dfi.dk