CPH:PIX viser Rie Rasmussens spillefilm

Billede til artiklen CPH:PIX viser Rie Rasmussens spillefilm

Rie Rasmussens ambitiøse "Human Zoo" åbnede Berlin-festivalens Panorama-serie, og nu får det danske publikum lov at se med på CPH:PIX fra lørdag den 18. april.

Rie Rasmussen, tidligere model, har spillet med i Brian De Palmas "Femme Fatale" og Luc Bessons"Angel-A" og fået sine egne kortfilm vist i Cannes og Taormina.

"Human Zoo" er hendes debut som spillefilminstruktør, og hun har samtidig skrevet manuskript, produceret, klippet og spillet hovedrollen som den halvt albanske, halvt serbiske Adria, der er plaget af krigstraumer fra sit tidligere liv i Kosovo og nu illegalt bosat i Marseille.

CPH:PIX præsenterer "Human Zoo" som "en bramfri film, der byder på en fandenivoldsk energi, som man skal lede længe efter. Kronologispringene vidner om inspiration fra Tarantino, mens de hede sexscener og grusomme voldsorgier mikses til en helt Verhoevensk cocktail, serveret til et virkelig fedt soundtrack."

Filmen får biografpremiere i Frankrig i september, hvor instruktøren samtidig er inviteret til at åbne to udstillinger med henholdsvis egne malerier og fotos.

Rie Rasmussen har levet i USA og Frankrig mange år og håber nu at tilbringe sit liv i Danmark de næste år: "For mig er det et af de vigtigste skridt i mit liv, at få min film vist her på CPH:PIX, fordi jeg I så mange år har lavet alle de ting i udlandet. Danmark betyder rigtig meget for mig, og nu kan jeg komme hjem og vise, hvad det er jeg laver."

CPH:PIX's præsentation af "Human Zoo"