Cyron Melville vinder pris i Montreal

Danskeren blev kåret som bedste mandlige skuespiller ved Montreal World Film Festival i Canada.

Cyron Melville vandt prisen som bedste mandlige skuespiller på Montreal World Film Festival ved afslutningsceremonien mandag aften canadisk tid for sin rolle i Morten Gieses "Vanvittig forelsket". I filmen spiller han en ung og lovende pianist, som forelsker sig vildt, men bliver ramt af jalousi.

25-årige Cyron Melville har spillet med i bl.a. Mogens Hagedorns "Vølvens forbandelse", Natasha Artys "Fighter" og Christian E. Christiansens "Råzone". Det unge talent blev udvalgt til Shooting Star ved sidste års Berlin-festival og er i den forbindelse inviteret med på European Film Promotions Shooting Stars on Tour i oktober. Her vil han møde amerikanske filminstruktører, castere og skuespillere i NYC og på Hamptons International Film Festival lidt uden for New York, hvor "Vanvittig forelsket" vil blive vist i festivalens World Cinema-program. Talenterne vil bl.a. få gode råd af filmstjernen Sharon Stone, som vil agere mentor for sine unge kolleger under festivalen.

"Vanvittig forelsket" er instrueret af Morten Giese og produceret af Mikael Olsen for Zentropa.

Udover "Vanvittig forelsket", som blev vist i hovedkonkurrencen i Monreal, er tre andre danske film blevet vist på festivalen: Annette K. Olesens "Lille soldat", Kathrine Windfeldts "Flugten" og Daniel Borgmans kortfilm "Lars og Peter".

Montreal World Film Festival, der løb fra 27. august til 7. september, er en af FIAFP's 12 A-filmfestivaler, som tæller nogle af verdens største festivaler.

Se mere om EFP's program for Shooting Stars.