Dan Nissen fylder 65

Områdedirektør i Filminstituttets Museum & Cinematek Dan Nissen fylder 65 år. Morten Piil har skrevet fødselsdagshilsen

Jeg har kendt Dan i snart 30 år, ret godt endda. Men jeg har ikke hans karrieredata og fortjenester på rede hånd. Det hænger nok sammen med, at Dan ikke er den, der i tide og utide snakker om sig selv.

Han har alle dage været en ægte filmelsker

For Dan er det nemlig sagen snarere end selvet, der tæller, og derfor er sagligheden frem for alt hans kendemærke. Den giver ham en rolig autoritet og en sikker fornemmelse for, hvad der tjener filmkulturen bedst i Danmark.

For at kunne være saglig med vægt, skal man have stor viden, og hvad Dan ikke ved om filmhistorie, moderne film og vor hjemlige produktion er måske nok værd at vide, men ulige vanskeligere at finde frem til.

Da Filminstituttet blev en realitet, og Dan blev områdedirektør, var han først og fremmest museumsmanden og filmskribenten uden den helt store administrative erfaring.

Men det viste sig hurtigt, at Dan var mand for at sætte handling bag ordene, da det gjaldt om at få et kæmpeprojekt sat igennem: bevaringen af den danske filmarv gennem stærkt forbedrede opbevaringsforhold for det livstruede lager af film.

Men det skyldes ikke kun lederevne, at Dan var den rette mand på det rette sted, da arvesølvet skulle reddes. Han har alle dage været en ægte filmelsker – lige siden han skiftede jobbet som typograf ud med en akademisk uddannelse i filmvidenskab og litteratur.

Den mand, der satte alt ind på at redde de gamle skatte, havde selv hovedet fuldt af store filmoplevelser. Så han vidste præcis, hvad der kunne gå tabt.

I 1970’erne startede Dan som filmanmelder ved SF-bladet og befandt sig et stykke længere ude på den filmkritiske venstrefløj end han gør nu.

Men han havde allerede dengang et bredt og fordomsfrit filmsyn, hvilket kom dagbladet Information til gode i 1980’erne og 1990’erne, hvor han med stor indsigt og kritisk sans skrev både anmeldelser og filmjournalistik.

Bogprojekter egnet til at rette opmærksomhedspilen særligt mod ham selv, har han ikke sat i værk. Til gengæld kan man roligt sige, at han har bidraget voldsomt til bøger, som andre har hovedansvaret for.

For bare at nævne nogle af dem: Peter Schepelerns Filmleksikon, 100 års danske film, Dansk Film 1972-97, Gyldendals danske filmguide og Danske filminstruktører. Dertil kan nævnes 100 Years of Nordisk Film, som han selv var medredaktør af. Og han har en årrække været medredaktør af halvårstidsskriftet Kosmorama, hvis numre nærmest har bog-karakter.

Samtidig har han som leder sikret, at Cinematekets repertoire holder den helt rigtige balance mellem de smalle film for feinschmeckerne og historisk interesserede på den ene side – og de brede værker, der hindrer institutionen i at blive sekterisk, på den anden.

På det felt blev grunden allerede lagt, da han i slutningen af 1980’ene blev ansat som højre hånd for Ib Monty på det fine ”gamle” Filmmuseum i St. Søndervoldstræde.

Filmformidling er en hjertesag for Dan, og jeg tror ikke, han anser arbejdet gjort færdigt, før han også har sikret, at det store lager af portræt- og dokumentarfilm kommer ud på nettet til gavn for den menige bruger.

Der skal værnes om Filmmuseets skatte, men de skal også frem i lyset og kunne anvendes. Jeg har altid anset Dans lederskab på dette område som en skudsikker garanti for sund fornuft og proportionssans.

Men det var egentlig Dans beskedenhed, jeg kom fra. Beskedenhed er jo kun en dyd, hvis den ikke er falsk. Dans beskedenhed er ægte, det ved jeg. Men som jeg har prøvet at beskrive, er den til gengæld helt og aldeles uberettiget.