Danica Curcic er Shooting Star 2014

BERLIN. Danica Curcic, der næste år kan ses i ikke mindre end fire danske spillefilm, er udvalgt til at blive en af de ti europæiske Shooting Stars på filmfestivalen i Berlin i februar.

En jury har i dag udpeget den danske skuespiller Danica Curcic som en af de ti skuespillere, der bliver Shooting Star i 2014 på Berlin Filmfestivalen. 24 europæiske skuespillere var nomineret.

Danica Curcic er født i Beograd i 1985 og kom som etårig til København. Hun tog en bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og tilbragte et år på skuespilskole i Californien, inden hun blev elev på Statens Scenekunstskole, hvor hun blev færdiguddannet i sommeren 2012.

Curcic har medvirket i flere større teaterforestillinger, bl.a. med titelrollen i "Lulu", som hun i dette forår modtog en Reumert-nominering for, og som den forførende Elena i musikforestillingen "Frankenstein – Genskabt", begge forestillinger på Det Kongelige Teater. Hun har desuden medvirket i tv-serierne, "Den som dræber", "Wallander" og "Broen 2".

Danica Curcic spiller ikke mindre en fire store roller i danske spillefilm med premiere i 2014. Den første er Christian E. Christiansens opfølger til "Råzone", dramaet "Lev stærkt", som får biografpremiere den 3. april. Senere på året kan hun ses i Mikkel Nørgaards "Fasandræberne", Bille Augusts "Stille hjerte" og Hella Joofs komedie "Malta – All Inclusive".

I "Lev stærkt" spiller Curcic over for dette års norske Shooting Star, Jakob Oftebro, og Cyron Melville, der var dansk Shooting Star i 2009.

Danica Curcic er blevet nomineret til Shooting Stars af Det Danske Filminstitut, og en international jury har udvalgt de ti stjerner. Juryen giver Curcic følgende ord med på vejen:

"Med sin naturlige charme lyser Danica op i hit-and-run-dramaet 'Lev stærkt'. I en film, der indledningsvis ser ud til at foregå i en mandsdomineret verden, træder hun umærkeligt frem som historiens bankende hjerte og moralske vejviser."

I Berlin Filmfestivalens første weekend skal Danica Curcic en tur op ad den røde løber, deltage i pressemøder, fotosessions, middage, gallafester og after-parties og mødes med castere, producere og en lang række filmfolk. Alt det skal skabe opmærksomhed om de kommende unge stjerners internationale karriere. Shooting Stars, der bliver arrangeret af European Film Promotion, ønsker gennem arrangementet at promovere nye skuespillere med international gennemslagskraft.

Berlin Filmfestivalen afholdes 6.-16. februar.

Shooting Stars

Trailer "Lev stærkt"