Daniel Espinosa topper i Sverige

En flok kriminelle fra Stockholms underverden har skubbet "Avatars" blå Na’ri-væsener væk fra toppen af den svenske filmhitliste. Bag succesen står den danskuddannede instruktør Daniel Espinosa.

Der skal meget til at slå den amerikanske storfilm "Avatar" for tiden. Men det er ikke desto mindre, hvad den danskuddannede instruktør Daniel Espinosa har gjort med sin hæsblæsende thriller "Snabba cash", som bygger på romanen af samme navn af den svenske forfatter Jens Labidus.

Med 105.000 solgte billetter alene i åbningsweekenden møvede gangsterhistorien fra Stockholms underverden sig direkte ind på den svenske filmhitlistes eftertragtede førsteplads og skubbede James Camerons sci-fi-drama ned på en andenplads.

Nu, knap to uger senere, har 300.000 svenskere været i biografen for at se filmatiseringen af "Snabba cash". Publikum såvel som anmeldere er lige så vilde med filmen, som de var med bogen, da den udkom i 2006. "En thriller af international klasse", kalder én anmelder for eksempel filmen om de hurtige penge.

Selv mener Daniel Espinosa, at det især er filmens outsiderhistorie, som forfører folk.

"Underverdenen er de ultimative outsidere, og outsidere er noget, som har fascineret mennesket gennem århundreder. Her har vi historien om nogle mennesker, som har stillet sig uden for den almene moral og de almene normer, som hersker i samfundet, for i stedet at leve efter deres egen etik."

Sort taxa og serbisk mafia

"Snabba cash" fortæller sideløbende historien om tre mænd, som alle har deres gang i Stockholms kriminelle underverden. Der er Mrado Slovovic – serbisk lejemorder og mafiamedlem, som i virkeligheden drømmer om et stille liv med datteren Louisa. Den narkodømte Jorge Salinas Barrio, der flygter fra fængslet. Og ikke mindst hovedpersonen JW, som kører sort taxa og begynder at handle med kokain for at finansiere sine dyre byture på jetset-klubben Stureplan.

Filmens karakterer og deres ambitioner om at avancere til en højere klasse, er noget, de fleste kan nikke genkendende til, mener instruktøren. Også han selv. Opvæksten i Stockholm-forstaden Skogås bød på glimt af kriminalitet, og det gik næsten meget, meget galt.

"Jeg blev indblandet i nogle forbrydelser, og jeg skulle faktisk have været to år i fængsel. Men i stedet blev min straf, at jeg skulle på rigmandskostskole. Det var en ret stor kontrast at komme fra et arbejderklassemiljø til den her meget eksklusive verden," fortæller han.

Nydansker
Daniel Espinosa blev altså aldrig for alvor en del af den kriminelle underverden, som han portrætterer i "Snabba cash". Han blev i stedet en del af filmverdenen. I 1999 kom han ind på Den Danske Filmskole.

"Det var de år, hvor den danske filmbranche oplevede kæmpe succes med Dogme. Vi sad i Sverige og læste om det i aviserne og tænkte "Det der vil jeg gerne være en del af"."

Siden afgangen fra Filmskolen har Daniel Espinosa blandt andet indspillet spillefilmen "Uden for kærligheden" på dansk grund. Og selvom han lige nu er den svenske filmbranches guldfugl, betegner han sig stadig sig selv som en filmisk nydansker, der er blevet formet og opdraget af opholdet på Den Danske Filmskole.

"Jeg føler mig mere hjemme i den danske filmbranche end i den svenske, og jeg arbejder stadig med mine danske kolleger, når jeg laver film i Sverige. Mine film er ikke ligeså koldt strukturerede, som den svenske filmbranche ind imellem kan være. Det er lidt kedeligt, synes jeg. Så man kan vel sige, at jeg laver svensk film på den danske måde."

"Snabba cash" er første del af romantrilogien "Stockholm Noir", som også rummer "Aldrig fucka upp" og "Gängkrig 145". Siden premieren på "Snabba cash" er det kommet frem, at producenten Tre Vänner også vil filmatisere disse to romaner. Filmene forventes at få premiere i slutningen af 2011, og igen sidder Daniel Espinosa i instruktørstolen.