Danser sin pitch i hus

CARTOON. Han steppede sidelæns ind i animationsbranchen, blev før han vidste af det Danmarks førende visual effects specialist og er i dag kendt som master of the pitch. Han er fascineret af det nørdede og beskriver sig selv som et meget entusiastisk menneske. Mød instruktør og "Marco Macaco"-producer Thomas Borch Nielsen fra Nice Ninja.

"Da jeg stod på Cartoon Movie og skulle pitche en skør idé med nogle orme, der lavede verdens største discoband, var jeg virkelig i tvivl, om det bare var os, der syntes, det var sjovt. Det var det heldigvis ikke! Tilhørerne var helt vilde. Grinede og dansede. Der kunne jeg se, at filmen havde internationalt potentiale."

Thomas Borch Nielsen mindes sit første besøg på Cartoon Movie i 2007 med glæde. Ud over den gode respons skaffede pitchen til hans første spillefilm som instruktør, "Disco ormene", ham en salgsagent, Sola Media, som han har brugt siden. Og filmen endte med at blive solgt til 78 lande.

Borch Nielsen har produktionsfirmaet Nice Ninja, og i år er han med på Cartoon som producer af selskabets spillefilm "Marco Macaco". Filmen om aben Marco, der arbejder som strandbetjent, udsprang af den dengang nyuddannede instruktør Jan Rahbeks vinderprojekt på Nordisk Film & TV Fund's Nordic Talent Pitch. Borch Nielsen var vild med Rahbeks afgangsfilm "Space Monkeyog foreslog, at de skrev manuskriptet sammen og realiserede filmen med Rahbek som instruktør og Borch Nielsen som producer.

"Pludselig styrede jeg 100 unge mennesker, der sad og animerede. Jeg anede intet om animation, men blev hurtigt meget fascineret af det."

Tilfældigt møde med animation

Det lå ellers ikke i kortene, at Thomas Borch Nielsen skulle være animationsproducer. Som film- og medievidenskabsstuderende på Københavns Universitet i 1986 faldt han over et jobopslag som produktionsassistent i selskabet Swan Film, der var ved at producere animationsspillefilmen "Valhalla", som skulle vise sig at blive en af de største danske tegneseriebedrifter. Han fik jobbet. Og i løbet af tre måneder var han produktionsleder på en række animerede kortfilm, der udsprang af "Valhalla".

"Pludselig styrede jeg 100 unge mennesker, der sad og animerede. Jeg anede intet om animation, men blev hurtigt meget fascineret af det," fortæller Thomas Borch Nielsen.

Dernæst begyndte han at instruere og animere reklamefilm for TV. Opdagede at man kunne 3D-animere på en computer, rejste til England og hjembragte som den første i Danmark den teknisk banebrydende Silicon Graphics-computer. I 1998 instruerede han sin første spillefilm, live action sci-fi-thrilleren "Webmaster", som han også lavede visual effects til.

Effekterne var så imponerende, at han, før han vidste af det, havde Danmarks mest efterspurgte visual effects-firma. Han var visual effects-supevisor på 30 spillefilm og vandt to Roberter, inden han fik idéen til "Dico ormene", som han producerede sammen med Crone Film.

 

Historien i centrum

Selvom Thomas Borch er optaget af at nørde med teknikken, er det først og fremmest historien, der er i centrum hos Nice Ninja.

"Historierne og karaktererne er det vigtigste. Vi bruger afsindig mange penge på at skrive, storyboarde, udvikle karakteranimation og optage stemmer. Men vi har selvfølgelig også fokus på det grafiske look. Med "Marco Macaco" fandt vi en ny måde at producere på, hvor vi malede alle baggrundene. Det løftede vores design, og jeg synes helt ubeskedent, at "Marco Macaco" er den flotteste animationsfilm, der er produceret i Danmark."

"Marco Macaco" er produceret på et budget på 17 millioner kroner. Eller hvad der svarer til halvanden procent af en Pixar-produktion.

"Vores film kommer ikke til at ligne en Pixar-film med pels med små snefnug i. Men vi kan skabe vores egen stil. Og en god historie er en god historie."

Indtil videre har Nice Ninja kun skabt originale historier, men det er ifølge Thomas Borch Nielsen kommercielt en kæmpe udfordring i dagens biografmarked.

"Den originale filmfortælling for børn har det svært. Hvis du ikke har et brand, som publikum kender i forvejen, er det svært at hive dem i biografen. Kunstnerisk og personligt synes jeg, det er synd, at man ikke kan skrive en original filmhistorie, men er nødt til at bygge det på en bog eller tv-serie. Det gælder ikke bare animation, men hele filmbranchen. I efterårsferien solgte vi 60.000 billetter til "Marco Macaco", mens familiefranchisen "Far til fire" solgte 400.000.  Samtidig er vi oppe mod de store internationale brands."

 

Bruger måneder på at forberede pitch

Selvom Thomas Borchs absolutte yndlingsfilm tæller "Toy Story" af amerikanske Pixar og "The Wrong Trousers" af engelske Aardman, mener han også, at dansk animation har noget at komme med på den internationale scene.

"Vi kan bidrage med noget kant. "Marco Marcaco" er ikke den typiske ligeud ad landevejen historie. Der er nogle overraskende plottwists, man ikke ville se i en amerikansk film. Hovedpersonen er ikke særlig sympatisk, men laver nogle vanvittige ting, og vi har i det hele taget en crazy slapstick-humor. Når man står på et europæisk marked som Cartoon Movie, er det typisk de danske projekter, der er de mere komedieorienterede projekter, mens de andre er mere episke."

Måske derfor er Thomas Borch Nielsens pitches altid et hit på Cartoon Movie. Nok også fordi han tager disciplinen seriøst og formår at skabe et show.

"Jeg bruger måneder på at forberede en pitch. Jeg ser det som en forestilling. Jeg kommer med storyboards, tegninger, filmklip, 400 slides. De stakkels mennesker på Cartoon skal måske se 60 film på to dage, så du er nødt til at være underholdende hele vejen igennem. Jeg er et meget entusiastisk menneske, så jeg hopper og danser, taler lidt for hurtigt og laver alle stemmerne. Det er vigtigt at formidle entusiasme. Hvis jeg ikke har entusiasme, hvem fanden skulle så have det? Køberne kigger på idéen, men også på, om teamet bag projektet selv tror på det, kan levere varen og kan holde gejsten oppe."

Thomas Borch Nielsen har deltaget i Cartoon Movie i alle produktionsfaser af "Marco Macaco". Han ser pitchen som et nyttigt værktøj til historieudvikling.

"Man skal være i stand til koge sin historie ned til fem minutter og forklare ideen meget præcist. Det er en god lakmustest at se, hvor historien virker, og hvornår publikum griner. Der sker det underlige, når man står foran et publikum, at man pludselig kan se sig selv udefra. Man kommer ud af sin snørklede hjerne og får et klarere blik på sit projekt."