Dansk Ai Weiwei-film til Berlin

BERLIN. Andreas Johnsens doukumentarfilm "Ai Weiwei The Fake Case" er nomineret til en Cinema for Peace Justice Award på Filmfestivalen i Berlin.

Andreas Johnsen er blevet inviteret til Cinema For Peace Galla under filmfestivalen i Berlin med sin seneste dokumentarfilm "Ai Weiwei The Fake Case".

Andreas Johnsen følger i filmen Ai Weiweis magtkamp med myndighederne i en længere periode, hvor den verdensberømte kinesiske kunstner netop er blevet løsladt af de kinesiske myndigheder og har forbud mod at tale med pressen. 

Læs mere: En systemkritikers kamp

Cinema for Peace-organisationen uddeler hvert år under Berlin Filmfestivalen priser ved en galla-fest for at ære markante film og personer, der fremmer fred, tolerance, menneskerettigheder eller miljøbeskyttelse.

"Ai Weiwei The Fake Case", der er produceret af Katrine Sahlstrøm for Danish Documentary Production  og Rosforth Films med støtte fra Det Danske Filminstitut, åbnede CPH:DOX i starten af november. Filmen deltog senere på måneden i hovedkonkurrence på Amsterdams dokumentarfilmfestival IDFA, inden den fik dansk biografpremiere den 30. november.

Berlin Filmfestivalen har allerede meldt ud, at Lars von Trier og Zentropas "Nymphomaniac 1" i den lange version er udtaget til festivalens hovedprogram, hvor den vises uden for konkurrence, og at Martin Miehe-Renard og ASA Film Productions "MGP Missionen" er inviteret til festivalens program for børnefilm, Generation Kplus. Desuden er Danica Curcic udtaget som Shooting Star på festivalen. Udvælgelsen af film til serier og konkurrenceprogrammer er stadig i gang.

Berlin Filmfestivalen afholdes fra 6. til 16. februar, og Cinema for Peace Justice Award uddeles mandag den 10. februar.